Turen til Porto Santo (25. marts – 3. april)

 

Så er der endelig lidt nyt her på bloggen. De sidste mange uger har tankerne simpelthen været andre steder og når tiden får lov at gå, så glider dette skriveri lidt ud af tankerne til sidst. Men vi har det godt og nu skal jeg nok få nedskrevet lidt om, hvad den sidste halvanden måneds tid er gået med.

Vi havde jo besluttet at sejle udenom hjem også og var kommet så langt som til Algarvekysten igen. Vejret var stadig temmelig ustadigt, med meget vind og regn, men vi bevægede os langsomt vestpå langs Algarve, i mens vi ventede på en god mulighed for at sejle til Porto Santo, som er en lille ø 20mil nordøst for Madeira. Vi var noget spændte på turen som ville blive 480 sm. Det ville således blive det længste stræk vi havde prøvet, og denne engang kun os to ombord. Til sidst kunne vi ane en god mulighed tre dage ude, så vi havnede i Vilamoura for at proviantere og fylde vand op osv. Marina-byen er åbenbart et favoritsted at holde den såkaldte ’stag weekend’ for midaldrende britiske mænd, der skal giftes (måske anden gang?), så havnen var ikke så charmerende. Men kysten uden for byen var meget flot, med en lang sandstrand og de røde lodrette skrænter som er karakteristiske for denne del af Algarve.

Den 29. marts kunne vi endelig kaste fortøjningerne og sætte kursen mod Porto Santo. Det var med en vis kildren i maverne, men vejret så stabilt ud med svag vind det første døgn, men derefter 8-10 m/s agten fra resten af vejen. Vi havde min ven Heye til at holde os opdateret på vejrudsigten hjemmefra via satellittelefonen, så vi var hele tiden klar over hvad der ventede. Vejret holdt dog som forudsagt og vi havde en rigtig fin tur med god fart de sidste døgn. Efter fire døgn og seks timer anløb vi den tidligere NATO havn på Porto Santo. Kort før ankomst blev vi lige budt velkommen af en kaskelothval, som lavede sit karakteristiske lodrette dyk mod dybet med halen stikkende lodret op. Jeg var desværre ikke hurtig nok til at få kameraet frem.

Her følger lidt uddrag fra logbogen på overfarten:

 2017-03-29 1750 UTC – Lasse

Vi er nu ca. 4 timer ude fra Vilamoura med kurs mod Porto Santo og Madeira. Jeg er en smule anspændt, men båden virker til at være helt okay. Der er et par steder under observation, men alt er fint indtil videre. Det er vindstille så vi sejler for motor. Vi er blevet lidt mistroiske med den (motoren), for den har jo givet os en del bøvl. For lidt siden fandt jeg diesel under bundkarret. Det viste sig dog bare at være en utæt udluftningsskrue. Den fik et par nye kobberskiver og så ser vi om ikke det holder. Vi så også en masse små gobler med en slags sejl. Vi tror det må være en art af Portugisisk Orlovsmand.

Det er lidt sjovt at genlæse de første sider fra logbogen fra starten af vores tur. Nu når vi står overfor de lange stræk har vi nogle af de samme tanker og følelser, som da vi stod overfor den Engelske Kanal og Biskayen. Kan vi nu klare det? Hvad nu hvis noget går galt? Osv. Men turen herned gik jo helt fint, så måske vi er lige så heldige med resten?

2017-03-30 1600 UTC – Pernille

Vi havde en super stille og rolig nat for motor. Der var delfiner og den smukkeste morrild – som støvkugler der eksploderede i lys når delfinerne svømmede ind i dem, eller når de røg ind i skruen. Jeg havde vagten fra 21-24, Lasse fra 00-03 og så mig igen. Første vagt var jeg anspændt den første time, men det gik over igen. Lasse ligger nede i køjen mens jeg sidder i cockpittet og kigger ud på de store dønninger. Det blæser 4-5 m/s foran for tværs og vi har kurs 240 mod Madeira. Vi går ca. 5 knob. Små gennemsigtige skyer på himlen. Enkelte hvide toppe på bølgerne, men de er meget små til næsten ingenting. Jeg er lige blevet en smule anspændt igen, men der er jo ikke noget at være bange for… Delfinerne har ikke været her i nogle timer. Heller ingen hvaler spottet. Kun de store blå dønninger fra vest ruller stille ind under Fuga. Burde forberede noget mad snart, men er sløv. Håber snart Lasse kommer op til mig.

2017-03-31 0410 UTC Lasse

Vinden igen ganske svag og jeg tabte tålmodigheden med sejlene der taber vinden ved hver rulning. Nu kører Nanni motor igen. I morgen skulle der komme mere vind. Vi er spændte på fra hvilken retning. Der er lige over 300 sm tilbage, så vi når nok ikke døgnmålet på 120 sm det andet døgn. Måske vi kan indhente det tabte på den anden halvdel af turen. Det føles stadig som langt endnu, men det går jo fint og havet er meget smukt, når man tager et kig. Jeg sov rigtig godt, men lidt over mig, på den sidste frivagt, så Pernille får lige 20 min ekstra. Det hjælper på søvnkvaliteten, når man bliver godt træt og man glæder sig til at komme ned på køjen. Håber vi kan få sovet også, når vinden tager til de næste dage.

2017-03-31 1930 UTC Lasse

Så går solen ned til vores 3. Nat. Vi er præcis halvejs nu og har altså derfor 240 sm tilbage. Der er dog mere vind de næste døgn, så vi er nok over halvejs i tid. Vi har det begge lidt ”tømmermænds-agtigt”, men hvis bare jeg holder maven fuld er det ikke så galt. Vi har hørt fra mange andre sejlere at det gerne tager 2-3 dage at vænne sig rigtig til at være til søs, så jeg er spændt på at se om der er nogen mærkbar forandring i morgen. Vi prøver stadig at finde ud af, om de her lange ture er vores kop te. Jeg vil jo gerne være den der store eventyrer, som nyder ensomheden og den frie horisont og tager både stormvejr og vindstille med sindsro. Jeg tager dog mig selv i at glæde mig til vi er fremme og hele tiden tænke videre på de næste stræk og hvad der skal ske, når vi kommer hjem osv. Det der med at leve i nuet er altså nemmere sagt end gjort.

2017-04-01 1600 UTC Pernille

Vi satte stagen og storsejlet så snart det blev lyst i morges så vi kunne lænse uden at sejlene klappede hele tiden. Det var et meget ubehageligt rulleri i nat og vi kunne ikke se hvor bølgerne kom fra. Klart en fordel når månen er oppe. Min første nattevagt var god. Så delfiner i morrilden så jeg små fisk i en stime. Jeg tror de jagede dem op på siden af båden.

Det kniber lidt med appetitten. Jeg kan ikke få så meget ned. Fik heldigvis en toast med ketchup, men nu har jeg lidt kvalme igen. Det ruller også stadig en del. Nu ser det ud til at vinden er gået fem grader mere i nord, så vi afviger lidt fra den direkte kurs. Vi har 144 sømil tilbage. Glæder mig godt nok til at komme frem. Så lige en lille gul fugl flyve over vandet mens den pippede og flere rødlige skildpadder.

2017-04-01 1815 UTC Pernille

To-en-halv time mere er gået… Tiden skal bare overståes nu, men har det utroligt meget bedre, når jeg får klemt noget mad ned. Kan dog ikke noget med krydderier eller nudler/buillon. Det blæser beaufort 4-5 stykker fra nordøst og vi går omkring 5 knob med et reb i storen og udspilet genua. Lasse siger vi er der i morgen omkring solnedgang.

2017-04-02 0350 UTC Lasse

Har lige ligget i cockpittet og kigget på alle stjernerne. Det er utroligt, hvor mange man kan se, når der ikke er noget lysforurening over det hele. De ’rene’ stjernehimler var faktisk noget af det jeg drømte om for denne tur hjemmefra. De første nætter var tankerne vist mest på at klare os i gennem. Er der nu også styr på det hele? Lad os bare få det overstået… osv. Nu har jeg dog endelig lidt mere ro og det føles ret fedt. Om det skyldes lidt mere rutine og tro på mig selv, eller bare at vi snart er fremme ved jeg ikke helt, men rart er det i hvert fald. Fuga stryger stadig afsted med 6 knob og dejlig brusen om skroget. Når man slukker lanternerne kan man se vores kølstribe oplyst af morrilden. Der er endnu ikke meget at sejle ind i, men jeg må alligevel hellere smutte op og tjekke kursen og sejlene.

 2017-04-02 0600 UTC Lasse

Nu er min vagt snart ovre. Pernille er ved at gøre sig klar til at tage over. Jeg havde lige et følelsesladet øjeblik – på den gode måde. Den ene grund er Pernille. Man kommer virkelig til at knytte sig tæt til hinanden på en tur som denne og det er fedt at føle det fungerer. Det er en god følelse at sidde i cockpittet og ’passe på’, mens den anden sover trygt. På en eller anden måde kræver det jo, helt primitivt, at man stoler på hinanden og tror på at der er sikkert, før man kan ligge sig ned og sove. Det andet er vel nok en slags stolthed over at vi turde springe ud i det og at vi er i stand til at klare os; spise, sejle, sove – leve, mens vi langsomt bevæger os mod et nyt spændende sted. Sådan en følelse af selvrespekt under jeg nok desværre ikke mig selv så ofte…

Vinden har aftaget lidt, men vi sejler stadig over 5 knob. Vi når forhåbentlig frem inden solnedgang i dag.

 

 

Det var en fantastisk god følelse at komme til Porto Santo. Vi klarede den! Vi var lidt trætte, men det var faktisk ikke så galt. Vi gik da i hvert fald op i havnecaféen og fik en kold øl, eller to.

Har vi været for ambitiøse om at nå ud til de Atlantiske øer? (22. februar – 24. marts)

 

 

Vi kom ikke til Kanarie øerne. Vi havde ellers provianteret og var næsten klar til at sejle d. 22. februar, men vores satellit telefon (Iridium) skulle lige sættes op inden vi skulle afsted fra Gibraltar.

Vi havde købt telefonen, fordi det var den mindst dyre løsning på at få vejrudsigterne opdateret undervejs i løbet af de seks dage. Telefonen koster i sig selv knap 11.000 for ny, men vi havde fundet en brugt til halv pris i Barcelona og så køber man et abonnement til telefonen for en måned til 50$+moms (440kr) og det er kun for at åbne (“booke”) en linie til en satellit. Dertil skal man købe yderligere taletid, som minimum er 55min taletid som koster ca. koster 12.5kr/min. Det er den absolut billigste “pakke” man kan købe hos Iridium, som også har mere eller mindre monopol på markedet. Det er en dyr løsning for 4-6 dage, men nødvendig for mig… Hvis det ellers virkede som det skulle.
Vi havde regnet med at vi kunne hente små grib filer (vejrudsigter) og mails på mindre end 50kb, men da vi skulle teste forbindelsen (efter 1200kr fattigere) gik det afsindigt langsomt også selvom vi havde blokeret ALT ud/indgående trafik fra computeren og efter 10min var der røget 125kr ud af vinduet uden en eneste mail eller gribfil. Og eftersom man ikke kunne troubleshoot’e problemet uden at bruge 125kr hver gang, havde vi brugt over halvdelen af vores taletid uden noget som helst succes. Hele dagen inden afgang brugte vi på at tale med Iridium kundesupport og prøve at få det til at fungere. Til sidst får vi at vide af Iridium at telefonen ikke fungere med Mac OS software. Nå… Det ville vi da gerne have vidst inden vi købte telefonen og abonnementet. Virkelig dårlig løsning. Så var der jo bare muligheden tilbage at sms’e med en kontakt hjemmefra som kunne tage vores position og melde en vejrudsigt tilbage på telefonen via normal sms, for det virkede da i det mindste. På det tidspunkt var klokken over midnat og vi var blevet mere og mere frustrerede over situationen… Ovenpå det havde der stået en kuling (15m/s) og regn ind over Girbraltar de sidste tre dage og hylet og suset i masten – ikke noget som virker specielt positivt på psyken og modet på at tage seks dage ud til søs uden landkending.

Vi beslutter at vi alligvel burde tage videre, for ikke at komme til at side fast igen og gå til Tarifa (sydligste punkt af den iberiske halvø).
Da vi kommer ud taler vi om hvordan det føles at sejle og hvorfor det er blevet så surt for os på det sidste. Fuga stryger da afsted ud af den lille Girbraltar bugt med 6 knob og bølgerne begynder så småt at lægge sig efter de sidste dages blæsevejr. Det føles nu fint nok, men jeg tænker altid på at det kan ændre sig til noget dårligt. Er altid nervøs for de næste 12 timer, hvis ikke jeg ved hvad jeg skal forberede mig på. Kontrolfreak! Så vejrudsigter er virkelig nødvendige for mig.

Selvom vinden skulle aftage ifølge vejrudsigten, tager den alligevel til jo længere ind i strædet vi kommer og bølgerne bliver større igen.. Jeg når også at begynde at fryse og blive små søsyg, da vi er 5 mil fra Tarifa blæser der 13m/s og bølgerne rejser sig fra 0.5 til 4 meter og jeg bliver skide bange. Vi går kun for genua’en med vinden agten for og skal rebe ind da vinden tiltager yderligere, så vi bliver nødt til at slække skøderne for at kunne rebe ind og båden går ligsom i stå for et kort øjeblik hvor jeg slet ikke kan styre Fuga uden fart i de høje bølger og jeg føler jeg mister totalt kontrollen. Lasse får hurtigt rebet ind og tager roret, vi får fart i båden igen og vi er næsten ved at være ved hjørnet af Tarifa. Mens jeg sidder der og prøver at få vejrtrækningen på plads og følelsen tilbage i benene og ikke føler jeg er ved at besvime længere, styrer Lasse Fuga sikkert rundt om spidsen af Tarifa hvor flere wind og kitesurferer leger i læ af pynten i de nu 15 m/s. Mens jeg styrer op i vinden i læ af kysten kan Lasse smide ankeret og vi ligger stille! Hold op hvor var det den skønneste følelse at mærke man var i sikkerhed nu. Men jeg var godt nok træt af at sejle – bare det lille stykke og lysten til at forsætte videre til Kanarie øerne på den oplevelse var der absolut ikke den mindste snert af. Så for mig var det fuldstændig udlukket at forsætte. Lasse var heller ikke yderlig begejstret for at sejle mere pt. Næste morgen kan vi se bjergene på Afrikas kyst og solen kigger frem bag nogle tunge skyer. Det er så specielt at se over på et andet kontinent fra sin båd, så det nyder vi meget. Ovenpå gårsdagens vilde sejloplevelse kan jeg ikke se mig selv tage videre lige foreløbig. Tør bare ikke! Og vi har begge virkelig brug for en pause for motorreparationer, vejrudsigter og dårligt vejr.

Vi aftaler at Cat kommer til Sevilla og vi finder ud af at lave noget her igen. Vi elsker jo Andalusien. Det når lige at blive sommer på dagen Cat flyver herned d. 7. marts og temperaturen hopper endelig op over de 20 grader. En hel uge nyder vi det skønne vejr i Sevilla, Ronda og Cadiz regionen (nu med lejet bil), hvor vi er ude og gå på bjerget.  En fantastisk varm dag ude i Cadiz bugten for sejl, hvor det for en gang skyld føles skønt at sejle og ikke et mas med at komme frem for at nå noget.

Aage og Jyttes 42 fod Bavaria. Her blev vi budt på kæmpe bøffer og øl. Haps!

Dagen efter Cat tager hjem begynder det at blæse kraftigt fra øst og vejret slår igen om i regn og 14-16 grader. Et par dage efter sætter vi kurs mod Vila Real Santo Antonio for at mødes med admiral Aage og Jytte. Vi bliver lige skudt ud af Cadiz bugten d. 17. marts da vi sætter sejl i 14 m/s agten fortværs og 15 grader – lidt koldt men regnen var da i det mindste stoppet på det tidspunkt.

Vi nyder et par dejlige solskinsdage i St. Antonio og sejler 12 mil op ad Ria Guadiana, hvor vi finder det skønneste spot hvor svalerne flyver rundt om båden og vi ser både kongeørn, skestork og snesevis af hvide storke i området.

Rio Guadiana set fra den Portugiske side

Vinden er igen gået i vest og det har den været siden d.19. marts og vi skal jo også vestpå… Såå, det gør vi langsomt og vi har stadig ikke besluttet om vi tager til Madeira og over Azorene eller om vi prøver at krabbe os op ad Portugals vestkyst. Tiden er jo begyndt at løbe fra os og vejret er stadig usædvanligt koldt for årstiden. Det ligner godt dansk efterårsvejr med byger og kold vind fra vest. I nat d. 24. marts lå vi for anker i Faro delta’et, vi kunne se vores ånde stå ud fra munden, lå med alt det lange undertøj, 2 tæpper, 1 dyne og frøs på mit hovede fordi det var det eneste der stak ud – omkring de 2-3 grader. Ugh. Det er lidt svært at holde varmen når man sejler mod vinden når solen går om bag en tung sky og det kræver en god psyke at holde modet oppe når vejret er så underligt og man stadig lidt går rundt og håber at man stadig kan nå at få et vejrvindue til at komme til azorene på.

Nu må vi se om vejret snart opfører sig normalt og det bliver varmere end 14 grader igen. Vi vil så gerne ud til de Atlantiske øer især når vi har satset så meget på det. Men hvem ved, måske har målet været for ambitiøst og måske har vi bare ikke den rigtige og hårføre sømandsånd der skal til for at slide sig derud. Nu venter vi i Vilamoura på at to lavtryk passere indtil tirsdag d. 28. marts.

/Pernille

Middelhavet er som kviksand (15. januar – 22. februar)

 

Nu (d. 17. februar) er vi endelig, langt om længe, efter et par vinterstorme, ustadig vejr og diverse motor reparationer kommet til… Gibraltar (knap 5 måneder efter vi sidst var her).
Det var ikke hvad vi lige havde planlagt da vi stævnede ud fra Barcelona for over en måned siden (d. 15. januar). Vi havde nok nærmere forestillet os noget i nærheden af et varmt solbeskinnet sted på Tenerife på nuværende tidspunkt, dejlig varmt badevand og med eksotisk bjerg-hikes, en G&T’er med kæmpe store isterninger i – som IKKE føles for kold at drikke fordi det blæser  10 m/s isnende koldt ned fra bagved liggende bjerge med sne på toppen… Ej, det har ikke været sådan hele tiden, men det har været lidt tough at komme bare hertil.

Middelhavet har været som kviksand.

Sne på toppen af bjergene nord for Valencia. Temperaturene er åbenbart længere under gennemsnittet at det første gang i over 90 år det har sneet på de her bjerge

Sne på toppen af bjergene nord for Valencia. Temperaturene er under gennemsnittet og det er åbenbart første gang i over 90 år, at det har sneet på de her bjerge

Da vi stævnede ud fra Barcelona skulle vindroret testes på en kortere tur (30 små sømil til en havn længere vest på, Vilanova). OG det virkede som en drøm!! Det er godt nok et stykke “smart mekanik” som Lasse siger – bruger ingen strøm, larmer ikke og når der er lidt sø, kører det ikke Fuga ud af kurs som gamle Ernst (den elektroniske selvstyre). Virkelig skønt. Næste stop skulle være Valencia og vi skulle nå derhen inden at et lavtryk ville nå at blæse sig rigtig op. Fint at vente i Valencia et par dage, så kunne vi nemlig lade det blæse over og se byen i mellemtiden. Det skulle bare ikke blive sådan… 40 mil efter at vi har sat kurs mod Valencia, vender vinden i hovedet på os – hvilket vejrudsigten IKKE havde sagt noget om og bølgerne bliver irriterende høje og krabbe – så vi ændre kurs og smutter ind i San Carlos de Rapita. Ikke nok med at vejret ikke arter sig som forudsagt, har jeg også lavet en mega rookie-mistake. Lugen foran har ikke været lukket. Det skulle jo ske på et tidspunkt…. Dyner, puder, hynder, ALT er gennemblødt af saltvand! Det er mørkt, træls og vi sejler mod vind og bølger med næsten fuldt rebet sejl og jo mere vi nærmer os kysten jo koldere blæser det inde fra land – føles som minus grader!!

Sidste solskindsdag inden stormen i Castellón - spiser tapas fra det lokale marked

Sidste solskindsdag inden stormen i Castellón – spiser tapas fra det lokale marked

Cover til et Jesus rockband album

Cover til et Jesus rockband album

Næste dag har vi vinden i ryggen i det mindste, men vi når ikke længere end til Castellón. Vi prøvede faktisk at komme ind i en lille havn 20 mil før, men bølgerne var for store til at man kunne komme ind forbi bølgebryderen.
I Castellón ender vi med at være blæst inde en uge, hvor vi bare ligger og venter på at lavtrykket passere eller fyldt op. Kedelige våde og kolde dage.  Vente vente…

Dejlig storm i Middelhavet, når lavtrykkene stabilisere sig syd for de balæriske øer

Dejlig storm i Middelhavet, når lavtrykkene stabilisere sig syd for de balæriske øer, d. 21.01.16

Den 23. januar kommer vi videre fra Castellón med et kort transit i Alicante og et par dages stop i Cartagena. Cartargena var en meget fin gammel romersk by, hvor vi nød de første solskinsdage og temperaturen havde endelig sneget sig op over de 12 grader igen.

La Comida og caña på fordækket.. Lasse ER blevet klippet og friseret efter det her billede, hehe

La Comida og caña på fordækket i Cartegena havn.. Lasse ER blevet klippet og friseret efter det her billede.

IMG_9254

På toppen af en romersk borg-ruin i Cartagena

Da vi planlagde turen til Middelhavet og hjem ad kanaler og floder, havde disse måneder altid været et spørgsmål om hvor man skulle opholde sig og om middelhavet var “sejlbart” i vintermånederne. Nu er vintermånederne i følge kalenderen jo faktisk overstået og vinter i middelhavet er egentlig ikke noget vi vil anbefale, selvom nogen siger at man godt kan gøre det. Måske hvis man opholder sig i Costa del sol alle de kolde måneder, kan ma være heldig med det milde vejr og mange solskinsdage… Det var ikke vores plan at havne i denne region af spanien, men hvornår har planen nogensinde holdt stik? Mit indtryk er at planer er til for at blive ændret for langturssejlere, fordi der altid opstår uventede forhindringer… Som det der sker på vores overfart fra Cartagena mod Gibraltar 5 mil syd fra Almunecar d.30. januar. Vi går 5 knob for motor med de vilde Sierra Nevada bjerge på styrbord, høj sol, fuldstændig blik og fuldt af delfiner. For en gang skyld kan man side i T-shirt og bare ben uden at fryse, læser bog og skal lige til at gå ned for at se til et brød der er igang med at blive bagt. Pludselig rumler motoren helt vildt og der begynder at komme røg ud fra motorrummet. Vi stopper øjeblikkeligt motoren og kigger ind til den. Generatoren har ædt sig ind i kølevandsslangen og røgen er opstået derfra. Det tager os et par minutter før vi finder ud af at alle fire gummifødder som motoren står på er knækket midt over ved bolten under møtrikken. Derfor har motoren rumlet så meget da den sidste bolt knækkede og kommet i karambolage med slangen.

En ud af fire bolte som går ned til foden og fundamentet motoren er fikseret til

En ud af fire bolte som går ned til foden og fundamentet motoren er fikseret til

Og hvordan er det sket!? Det mysterie har vi vist ikke helt løst endnu… I følge to mekanikkere burde det ikke ske.

Anyways, der er absolut ingen vind, der er ikke en krusning på vandet og vi ligger bare der. Der er kun fem sølle sømil ind til den nærmeste havn men der er ikke engang vind nok til at vi kan bruge spileren. Vi ligger da heldigvis ikke midt i en trafikrute, som sidst da motoren gik ud da vi var i Holland. Men der er heller ingen både i nærheden som kunne hjælpe os, så den står vist på nødopkald til kystvagten igen. Lasse ringer lige forsikringen op for at få alt meldt ind in-case de kunne erstatte den skade der nu er sket med motoren. Forsikringselskabet understreger at vi skal få en fast pris for udgifter før vi aftaler noget med kystvagten. Det får vi: 1000 euro… Heldigvis dækker forsikringen dette, men dog ikke motoren.

Delfinerne vil gerne lege når det vindstille

Delfinerne vil gerne lege når det vindstille

En time efter kommer der undsætning. Skipper og besætning er super søde og meget professionelle og vi bliver trukket i havn. De spanske redningsmænd vil meget gerne berolige og spørger meget ind til hvad der er sket med motoren og at nok ikke er så alvorligt. Jeg er ved at gå helt i spåner, fordi jeg var så opsat på at vi endelig skulle nå frem til Gibraltar efter så mange forsinkelser og så sker det her.

Den spanske kystvagt og redningsmænd

Den spanske kystvagt og vores redningsmænd

Så er vi på slæb igen

Så er vi på slæb igen

Dagen efter får vi bestilt nye “fødder” til motoren, fire stks som Lasses far vil sende fra KBH. Det viser sig heldigvis at vi er landet i den fineste lille marina (Marina del Este) og personalet dér har vist også lidt ondt af os så vi får endda tildelt en 8 meters plads til kun 16 euro per dag. Vi skal vente 5 dage på de nye reservedele og solkysten viser sig at være særdeles solrig de dage vi er der. Over weekenden tager vi til Granada, hvor vi blandt andet ser smukke Alhambra og Búbion (de tre billeder i toppen af indlægget). Det er sjovt, jeg var så opløst da vi igen skulle vente på at komme afsted, men vejret er konge og turen til Granada var virkelig den bedste oplevelse. Jeg NØD alle dagene og accepterede bare at nu skulle vi så vente her. Jeg ville aldrig have været foruden den oplevelse, så man kan vel sige det var held i uheld.

Jeg spotter en finne...

Jeg spotter en finne…

Vi lånte gratis cykler i havnen og kørte over i nabobyen La Herradura

Vi lånte gratis cykler i havnen og kørte over i nabobyen La Herradura

Gato på muren

Gato på muren

Da motorreservedele kommer kalder “arbejdet” og frustrationerne begynder så småt at trænge sig på igen. At løfte 100 kg motor op fra den trænge plads under trappen virker først fuldstændig håbløst og vi skal også sætte os ind i hvordan skrueaksel er monteret til gearkassen. Derudover bliver Lasse nødt til at skrue en zinkanode af på ydersiden af båden og det bliver til to meget kolde dyk i 16 grader vand før det lykkes ham at skrue anoden af .. Han skal altså dykke ned under båden med værktøj og holde vejret længe nok til det kan lade sig gøre. Ret sejt!
Efter det kan vi trække skrueakslen ud af gearkassen. Vi får lavet et trodse system med blokke samt en tværstang og med spillet kan vi fire motoren langt nok op til at vi kan skrue de gamle fødder af og erstatte dem med de nye.. Så langt så godt. Så er der jo “bare” (som min gamle professor altid siger) at tilpasse motoren til skrueaksel og det skal altså være præcist!!!  Teoribøgerne siger at her kræves tålmodighed. Sådan noget Lasse og jeg jo har fuldstændig overskud af…… Normalt gør man det ved at sætte to runde flancher op mod hinanden. Svært at beskrive hvis man ikke ved hvad jeg taler om. Men de skal altså stå fuldstændig plant op mod hinanden og så justere man motoren ind så det passer både lodret og horisontalt. Problemet er bare, vores motor har ikke to flancher. Den har bare en fleksibelt gummi kobling?! Så hvordan skal vi gøre det præcist hvis vi ikke har noget at måle på… Åbenbart fint nok med øjemål, får vi at vide fra en mekanikker hjemmefra. Der er vist delte meninger om den sag. Så det er bare med at prøve frem indtil det lykke (egentlig totalt uholdbart!) – alternativet var at få Fuga på land som ville koste os 500 euro. Så det vil vi altså gerne undgå.
Første forsøg virker umiddelbart til at virke – motoren kan da i hvert fald kører nu. Vi tager afsked med den dejlige marina og sætter motoren på prøve. Ca. 5 mil senere kan vi se at der kommer vand ind af pakningen som sidder omkring skrueakslen. Så det må blive en ommer. Vi kan heldigvis sejle for sejl 20 mil længere til en havn tæt på Malaga de Valéz.
Næste dag prøver vi igen, justere lidt her og der og nu er pakningen tæt og ingen vand. Dagen efter blæser det for meget og det ser ikke ud til at vi kan komme afsted til Gibraltar, så det må blive en dag mere i Valéz. Den 14. februar prøver vi igen om morgenen.. Vi kommer lige ud af havnen og nu hører vi mærkelige lyde fra skroget hvor skrueaksel går igennem. AAAAHmen! Stopper det da aldrig! Jeg insisterer på at jeg ikke vil sejle før vi altså er 100 på at den motor er fikset, så det er godt nok med noget frustration vi endnu engang må vende tilbage i havn. Det var så hårdt. Ingen af os kan rigtig finde på mere at gøre. Ingen mekanikker hjemmefra kan vejlede os og hvis vi skulle betale os fra det er det ikke sikkert det overhovedet ville blive fikset. Vi bruger hele formiddagen på at side hver for os selv og prøve at sluge den én gang til. Når man bare gerne vil afsted!

Den dag løser vi ikke problemet og vi må erkende sidst på aftenen at vi bare ikke kan løse det før vi har sovet ud. Det lykkes os vist justere motoren på ny og nu lyder det til at virke ordentlig – heller ingen vand! Det virker …Håber vi……..

Den 16. februar kommer vi så afsted og ankommer til Gibraltar natten til den 17. februar.  Sikke en lang opsummering…. Nu er vi rendt ind i endnu en udfordring og planlagte afgang til tenerife som var imorgen er nok udskudt igen. Mere om det i næste blokindlæg, når vi ved hvad vi gør.

/Pernille

Vente, fikse, vente, fikse… (6. december – 12. januar)

Når man venter på kpansk håndværker-arbejder, kommer det til at tage tid. Lang tid.

Vi ankom til Barcelona d. 6. december og vi har været her i over en måned. Smedjen var IKKE færdig med stativet til vores nye WINDPILOT (vindror) da vi kom tilbage fra KBH d. 6. januar. Før vi tog afsted lovede han at være færdig d. 30. december… Alligevel havde vi forberedt os på, at det nok ville tage et par dage mere, hvis der var nogle ting som skulle justeres og igen i spanien: “Mañana, mañana”.

Hvis man skal vente er det jo ikke det værste sted at være strandet. Barcelona har virkelig mange forskellige ølbarer med alt hvad hjertet begærer og så er det jo til den halve pris af hvad det koster derhjemme på fx. Ølbar og Mikeller. Vi er oppe på syv forskellige steder vi har prøvet indtil videre. Hvis man er til sour ales, kriek, gouze og flemish ale kan NaparBCN samt Kælderkold (dansk ølbar) stærkt anbefales!

IMG_9166

Den 4. december stormede det og vi havde 3 meter høje bølger på stranden – koldt men smukt.

Udover at spendere penge på spanske tapas og god øl, ryger der også en del på reparationer og opgraderinger i båden. Andre end os selv er nok ikke så interesserede i hvad vi har fikset, men jeg skriver det alligevel ned så vi kan minde os selv om, at vi alligevel har brugt tiden lidt fornuftigt, mens vi har været her. Listen af fiksede ting er:

  • Utæt drikkevandsslange skiftet
  • Vandtank fikseret til skroget (den havde slået sig løs efter et par “fritfald” fra toppen af en bølge)
  • Ny LED-lyskæde i pantry
  • Bestikskuffen og bestik larmer mindre i søen når man skal sove (go ting!)
  • Rustet udstødning til dieselvarmeren er udskiftet med et ny midlertidig rustfast rør (saltvand æder alt)
  • Bommen kom af, men med et nyt hul som ikke kan fikses. Nyt gevind og skrue lavet ved siden af.
  • Brækket blok til kicking strap til bommen udskiftet
  • Næsten knækket bomudhal skiftet
  • Lanolin er smurt i alle gevind mellem rustfast og aluminimum der er helt eller halvt tæret af saltvand
  • Fastgjort dørkplade ved toilettet
  • Skødevogne og liste smurt og slebet til
  • Storsejlsskøde udskiftet
  • Lappet utæthed i lugen foran masten
  • Udskiftet bolte med øjer til vindror og stativ
  • Skuffe der ryger ud hvergang vi er på kryds – fikset
  • Splejset lavfriktionsringe til bompreventer
  • Splejset dynema-ring rundt om masten til livliner
  • AIS fikset
  • Ny rorpindsforlænger – men virker ikke optimalt
  • Hentet 20l petroleum i Leroy Merlin
  • Anskaffet satellit telefon
Vandtank spændt fast til skroget under køjen

Vandtank spændt fast til skroget under køjen

Vi dog lidt trætte af at vente og fikse.. Dagene er begyndt at flyde sammen og mange af dem ligner hinanden. Jeg hååååber så meget at smeden kan være færdig med stativet imorgen og at det bare sidder og passer perfekt. Vi sover også alt for længe hver dag.

Nu skal vi op og træne på stranden og solen skinner og det er 17 grader. Det minder så meget om dansk påskevejr når solen er begyndt at varme igen og man kan være udenfor når solen er på sit højeste.

/Pernille

Nyt lys i pantry

Nyt lys i pantry

Fiskerapport

På gentagne opfordringer kommer en lille fiskerapport til dem, der skulle være interesserede.

Fiskelykken (og nok også indsatsen) går lidt op og ned, men umiddelbart er vi nu nået til et sted, hvor vi kan se et mønster i fangsten. For nylig har jeg også endelig fået riggen en stang til, men ellers er udstyret meget simpelt. Det består af en håndline på en yo-yo som vist nedenfor. Der er indsat et stykke elastiksnor for at gøre linen i stand til at absorbere ‘shocket’ når fisken bider. Ellers ville krogen i mange tilfælde blive revet ud af munden på fisken. Metoden er effektiv og simpel, men giver ikke den samme fornemmelse af at ‘kæmpe’ med fisken som stangen.

Snubber håndline - Illustrationen er lånt fra bogen "The Cruiser's Handbook of Fishing" af Scott & Wendy Bannerot

Snubber håndline – Illustrationen er lånt fra bogen “The Cruiser’s Handbook of Fishing” af Scott & Wendy Bannerot

Til “madding” eller krog (lure på engelsk) har vi prøvet lidt forskelligt. Der er desværre også røget lidt euro til Neptun på den front. Over Biskayen tabte vi to kroge. De var simpelthen bare væk lige pludselig. Vi har en mistanke om at linen kunne være blevet bidt over, så på et par af de sidste kroge har jeg indsat et stykke stålwire lige inden selve krogen. Det nuværende sortiment i jævnlig brug er vist her:

Fra venstre øverste hjørne: "lille bonito/makrel-sprutte" under den en normal fiskekrog, til højre en større bonitokrog. Fra øverste højre hjørne diverse liner og en dykker.

Fra venstre øverste hjørne: “lille bonito/makrel-sprutte”
under den en “swimming plug”, til højre en større bonitokrog. Fra øverste højre hjørne diverse liner og en dykker.

Det grønne hjul er den såkaldte yo-yo, som vi primært har brugt. Min er udført efter samme princip som diagrammet ovenfor, men ikke i helt så voldsom dimension. Jeg bruger 45 kg  fiskeline og billig flettet polyesterline til den del der fastgøres ombord.
De mest succesrige kroge er de to “sprutter”. Sprutte er måske ikke helt nøjagtigt, men de har en slags hovede i gummi eller plast og så en masse fjer eller arme. De kan frit glide på linen indtil krogen stopper dem. På den måde kan man selv skifte krogen og genbruge sprutten. Jeg rigger dem med et lille blylod ca. 1 m fra selve krogen for at få dem lidt længere ned i vandet. De havner nu alligevel tæt på overfladen.
Vi har også prøvet et par såkaldte “swimmingplugs”. Det er en fisk i fast plast med et lille ‘næb’, som får den til at dykke ned og bevæge sig, når den bliver trukket gennem vandet. Den har vi dog ikke prøvet så meget endnu.
Så er der den hvide ‘U-båd’ som vi købte helt tilbage i Holland. Den dykker også ned ved træk gennem vandet. Dybden kan justeres ved at flytte punktet hvor linen fastgøres. I bagenden kan man så fastgøre et eller flere forfang. Vi brugte den med makrelforfang i Den Engelske Kanal og den virkede fint, men eftersom krogene ikke er så store var fiskene det heller ikke. Men det gør jo ikke noget, hvis man får et par stykker. En ulempe med den er, at trækket fra dykkeren er så kraftigt at man ikke rigtig kan mærke om der er bid.

I alle tilfælde trækker vi krogene i kølvandet ca. 30 m agterude. I tilfældet med de lette kroge (bonito-sprutterne og lign.) resulterer det i at de bevæger sig umiddelbart lige under overfladen og endda nogen gange ryger ud af vandet, hvis der er bølger. Vores fornemmelse er at man helst skal over 4 knob – i hvert fald for de større fisk. En helt klar tendens er at fangsten koncentreres omkring skumring og morgengry. Vi har mødt flere der fanger fisk på samme måde og med lignende kroge, også i overfladen. De fleste også ved højere farter. Der er en vis antydning af “jo hurtigere, jo større”.

Denne fangsmetode er jo rettet mod aktive rovfisk tæt på overfladen. Vi har hørt og set eksempler på både sværdfisk, guldmakrel og diverse tunarter. Indtil videre har vi haft henholdsvis (normal)makrel og bonito på krogen. De smager ret ens, men Pernille foretrækker den normale makrel.

Endelig vil jeg anbefale en rigtig god bog, hvis man ønsker at gå lidt mere grundigt til værks. Den hedder “The Cruiser’s Handbook of Fishing” af Scott & Wendy Bannerot. Jeg har selv lånt et eksemplar af kammerat hjemmefra, som havde godt fiskeri på en tur over Atlanten. Der er tips om alle aspekter af fiskeri fra en cruisingbåd også med henblik på egentlig ‘Big Game’.

cruisersfishbook

Den perfekte fiskebog for langturssejleren!

Til sidst vil jeg viderebringe et par gode råd, som sikkert er overflødige for de fleste, men som alligevel ikke skal negligeres:

  • Brug de rigtige fiskeknuder – fiskeline er glat og tovværksknob virker ikke. Jeg bruger selv hovedsageligt et såkaldt uni-knot – check Google.
  • Sørg for at krogene er stærke nok og skarpe – det er sgu ærgerligt, at fisken ryger af fordi man ikke gad skifte eller slibe den rustne eller sløve krog.

Der er sikkert masser af ting jeg har glemt og jeg er absolut ingen ekspert, men selv med disse simple midler kan man altså fange sig den mest udsøgte, og helt gratis, proviant!

Status på projekt “opgradering af Fuga”

VI HADER RUSTFRI STÅL!

Vi skal lige have bommen af for at skifte et reb til storsejlet der er ved at knække over.
Plan: Skrue tre rustfrie skruer ud af aluminiums bommen, løsne det gamle reb indefra, sætte et nyt i og tilbage med bommen på masten.

Nej. Skruerne har tæret sig fast i aluminiums bommen og kan ikke komme af! Efter 2 timer får vi dog lirket to ud af tre skruer ud, men den sidste har vi fuldstændig smadret gevindet i.
Det værste er at vi har haft præcis samme problem før, hvor far fik den skrue ud og erstattede med en ny rustfri. Vi prøvede at putte en gel rundt om skruerne, så de to materialer ikke fik kontakt, men det har ikke fungeret. Så selvom vi får skruen ud skal vi udtænke en anden måde at samle bommen på og det har vi ikke nogen løsning på lige nu…

Med hensyn til den skrue der sidder tilbage har vi prøvet at bore ud, sådan at man kunne sætte en skrueudtrækker i, den knækkede nede i skruen så nu har vi INGEN bor som kan bore hul igen. Vi har prøvet at lime en ny møtrik ovenpå skruen i med epoxy – virkede ikke. Vi har prøvet at genetablere gevindhulet, virkede ikke. Vi har nu boret hele det nedsænkede skruehoved ud – bommen vil stadig ikke af beslaget.

Vi er ret frustrerede! Har ikke flere idéer og har pt. ødelagt fem bor. Og så kunne man jo bare købe nogle ordentlige bor – NEJ, det kan man ikke – for ikke-proffesionelle mennesker kan ikke få fat i ordentlig kvalitet!

Derudover er der stadig projektet med vindroret: Vi har ikke hørt fra smeden endnu (afleverede tegningerne til ham i mandags).

Vandtanken skal fæstnes ordentligt til skottet (Den er ved at ryge ud og af køjen når vi banker pæle).

…. Jeg håber bare vi når alt det kort inde i det nye år. Helst før!!!

Men hey, dagens gode nyhed: Vi har modtaget vindroret fra Tyskland.

/Pernille

Turen går sydpå igen

Vi har besluttet at tage til Marocco og de kanariske øer over vinteren med Fuga.

Vi var lige ved at købe flybilletter til New Zealand fo 25.000 kr, hvor planen havde været at købe en Cambervan for 20.000 kr, for så at bo i den i 2-3 måneder. Det var vi meget opsatte på da vi tog fra Mallorca og da vi nærmest næsten havde taget beslutningen om at gøre det, blev jeg i tvivl, igen. Vi spurgte hele tiden hinanden hvad mavefornemmelsen sagde og tanken om at starte et nyt projekt op og finde/indrette et nyt “hjem” syntes at være forkert. Det kunne blive den vildeste tur til New Zealand, det er jeg sikker på, men så havde vi definitivt også sagt farvel til mere sejllads.
Der er som sådan ikke noget der har ændret sig for mig – jeg er stadig sygt bange for tanken om store bølger og vildt vejr. Men vi har haft nogle virkelig gode stræk på det sidste bla. turen fra Menorca til Mallorca og igen videre til Barcelona var så gode! Og ikke mindst, så elsker jeg at bo på Fuga, på trods af trænge kår så mangler der ikke noget.

Nu har vi besluttet os. Vi fører det her projekt helt til vejs ende.

Vi har betalt for en måned i Badalona Marina (ca. 300 euro/md), 10 km fra centrum af Barcelona. Her skal vi have opgraderet vores selvstyre system til et vindror (WINDPILOT) og have den lokale smed til at lave et stativ i rustfri stål, så det kan monteres agten for roret.

Lasse tegner stativet op til det nye vindror. Endelig en opgave for en ingeniør!

Lasse tegner stativet op til det nye vindror. Endelig en opgave for en ingeniør!

Mens vi venter på at det bliver sendt (vindror) og stativet lavet, har vi pyntet lidt op til Jul (Kaktus har fået jul på armene). Vi  reparerer den utætte vandslange som tidligere havde givet os vand på dørken og andre små projekter. Den 21. tager vi hjem og holder jul med familien og kommer tilbage igen efter nytår.

Forhåbentlig kan vi komme afsted i midten af Januar og så vil vi komme så hurtigt sydpå som muligt. HVIS vi får lyst har vi med et vindror også muligheden for at tage over Azorene hjem, som er vores helt store drøm – men vi ved stadig ikke om vi tør. Det er stadig lidt tidligt på sæsonen at tage turen fra Azorene til England i starten af maj, så man kan ende med at vente rigtig længe på et godt vejrvindue. Men nu må vi se.
Første mål: De kanariske øer.

I havnen lige i centrum Barcelona

I havnen lige i centrum Barcelona

Rambla'en set fra vandsiden

Rambla’en set fra vandsiden

Kiwi’er og bonito’er (23. november – 3. december)

Vi sejlede fra Porto Cristo d. 23. november. Vi havde sat væggeuret til kl 8 (tidligt for os) for at være klar til at sejle kl 9 så vi kunne udnytte alle dagens lyse timer på turen til Menorca. Da Lasse hopper ud af sengen træder han direkte ned i vand, som har samlet sig under dørken foran toilettet.
Nu er det ikke første gang vi har haft vand på den forkerte side af skroget, og vi når altid at tænke det værste. Er den nu gal med kølen igen, er Fuga utæt? Det ser vist ud til afgangen er udsat… Eller kunne vi overhovedet komme afsted ? skulle hun på land med det samme ? Hvor kom det vand ind henne ?
Jeg tror der havde samlet sig mere end 10 liter vand på dørken og man smager selvfølgelig også på det for at afgøre om det er saltvand eller fersk. Her forskellige muligheder: vand fra tanken, saltvand (havnevand) eller toiletvand der er løbet ud (som i AD!!!). Smagsprøven kunne vi vist ikke afgøre noget på og da vi havde tørret op et par gange kom der heller ikke mere vand – så det var nede til to mulige: Tankvand eller toiletvand (smagte altså ikke på det igen!). Derfor kunne det ikke være Fuga som var utæt i hvertfald. Problemet udsat.
Vi tog afsted mod Ciutadella med en agten fortværs i 6-7 m/s og ankom omkring 18 tiden en time efter det var blevet mørkt.

Solnedgang på vejen fra Porto Cristo til Menorca, Ciutadella

Solnedgang på vejen fra Porto Cristo (Mallorca) til Ciutadella (Menorca).

I havnen mødte vi Jorge, Mathilda og deres 5 mdr gamle søn, Nikau, som også lige var ankommet til øen. Ret vildt at se at man åbenbart også kan bo med en lille baby på en båd med lige så lidt plads som på Fuga. De havde lige købt båden, Tina, i Marseille og skulle bo i den på Formentera eller Ibiza. De havde endda mindre sejlerfaring end os – ret sejt! De havde også boet i New Zealand i 10 år og var mest kommet hjem til Europa for at dele baby med familien.
De talte meget positivt om New Zealand og vi fik pludselig også lyst til at bruge Europas vintermåneder på den anden side af jorden. Så den idé blev vi ret opsatte på for et stykke tid og vi fik også en masse tips og tricks fra Jorge og Mathilda.
Vi brugte fire dage på Menorca, hvor vi var ude og se på fugle (spottede en spætteting/fugl og mange rovfugle), gå lange ture og køre rundt på den lille ø og se det smukke landskab.

Regnbue i Ciutadella havn

Regnbue over havnen i Ciutadella (Menorca)

Sjov spættefugl

Sjov spættefugl (Menorca)

På tur i efterårskoven langs vandet på sydøen af Menorca

På tur i efterårskoven (d. 26. november) langs vandet på sydkysten (Menorca)

Smukke strande langs sydkysten (Menorca)

Smukke strande langs sydkysten (Menorca)

Smukke oliven træer

Smukke oliven træer (Menorca)

Jeg pejer på et træ, men det ville Lasse ikke tage med på billedet åbenbart?

Jeg peger på et træ, men det ville Lasse ikke tage med på billedet åbenbart? (Menorca)

Den 27. november tog vi tilbage til Mallorca, hvor vi fulgtes med Tina og besætningen. Vi havde den bedste sejltur med 10 m/s agten fortværs, små bølger og Fuga var for en gangs skyld den hurtigste båd. Hun skød bare afsted for fulde sejl med 7 knob i gennemsnit og med delfinbesøg et kort stykke tid.
Vi stoppede lidt op for at vente på Tina. Mens øvede vi os på at rebe stor’en og ligge underdrejet. Det er ti gange federe at følges med en anden båd, hvor man kan snakke med hinanden undervejs (og især når man er den hurtigste!).

Den lille familie, Jorge (Spansk), Mathilda (Fransk/Kiwi) og baby Niko

Den lille familie, Jorge (Spansk), Mathilda (Fransk/Kiwi) og baby Nikau

I Sóller spiste vi sammenskudsgilde med Jorge og Mathilda med de fisk vi havde fanget undervejs og udvekslede historier. Det var meget dejligt at møde dem. Hvis ikke det havde været fordi de skulle videre til Ibiza allerede dagen efter, kunne det have været fedt at hænge ud med dem lidt længere tid.

Vi blev nogle dage mere i Sóller, hvor vi undersøgte New Zealand rejse og gik lange ture rundt i området. Vi er blevet ret glade for at vandre og udfordre konditionen lidt på det, for det bliver ikke til så meget træning og løb som vi syntes vi burde.

Ankomst til Sóller (Mallorca)

Ankomst til Sóller (Mallorca)

Udsigt til Valdemossa (Mallorca)

Udsigt til Valldemossa (Mallorca)

Stenpyramider som viste vejen oppe på bjerget

Stenpyramider som viste vejen oppe på bjerget, Fontanelles (870m højde)

Kunne lige have bare ben den 2. december!

Kunne lige have bare ben den 1. december!

Får!

Får!

Efter nogle fantastiske dage i Sóller, som iøvrigt er det smukkeste sted på Mallorca, satte vi snuden mod Barcelona. Vi stævnede ud kl. 7.20 og så endnu en smuk solopgang over bjergene på Mallorca. Vandet var næsten helt blik og vi havde set på vejr-grippen at det skulle blæse op til 5-6 m/s fra vest og det var perfekt vind til at vi kunne gå gode 5 knob alle 100 mil til Barcelona. Da solen var stået rigtig op over bjergene kunne vi smide jakkerne og sidde i T-shirt og kort tid efter fik vi en stor bonito på krogen. Der var så meget kød at vi ikke kunne spise en hel fisk, selvom vi så kun nøjedes med at spise kød uden tilbehør.
Inden vi tog fra Sóller havde vi opgraderet vores bonito-krog til et nummer større og wupti så fik vi vor hidtil største fisk på krogen. Man kunne godt fristes til at købe en endnu større krog næste gang, men hvis vi ikke kan spise en hel fisk som den Lasse holder på billedet, er det synd at fange mere end at man kan spise… Det kunne ellers være skægt!
Det gik bare derud af i sol og i næsten flat vand og det var så lækkert. Jeg har været ret nervøs for turen til Barcelona, men der var ingen problemer og selv Ernst opførte sig pænt. Igen spurgte vi os selv om vi virkelig var færdige med at sejle nu. Skulle Barcelona være det sidste stop inden foråret, hvor Fuga skulle have masten af og turen skulle gå hjem op igennem europa for motor. Var vi færdige med at sejle nu? Det var lidt trist på en måde og det føltes stadig ikke rigtigt at skulle starte forfra på et nyt projekt (New Zealand). Især var jeg ked af at skulle forlade Fuga, for hun er virkelig blevet vores lille hule og hjem nu.
Selvom det er trængt med plads og vi går op og ned ad hinanden, er det bare så fedt at kunne flytte rundt på sit hjem. At vågne op med udsigten til en ny ankerbugt, til bjerge fyldt med oliven træer og appelsin marker, til turkist vand, en lille spansk by eller at ligge midt i en storby som Barcelona, er det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Så er det nemt at glemme hvor bange man kan blive for bølger og vind eller hvor surt det også kan være indimellem.

Vi skulle snart til at tage en beslutning, som i at beslutte os for noget nu. Hvad skulle der ske med anden halvdel af eventyret. Vi er nok desværre for sent ude med ansøgningerne om at gaste et andet skib og komme med der.

Så hvad skal der ske..?

Tidlig morgen solopgang ud for Sóller (Mallorca) på vej til Barcelona

Tidlig morgen solopgang ud for Sóller (Mallorca) på vej til Barcelona

Fangst: Bonito

Fangst: Bonito

img_9048

Hello meat!

Filletering af Bonito

Filletering af Bonito. Forret: Sashimi. Hovedret: Tunbøf. Rester: Tun i Olie

Bonito Sashimi

Bonito Sashimi

Bonito i olie

Bonito i olie

Solnedgang på vejen til Barcelona ca. 50 mil endnu.

Solnedgang på vejen til Barcelona ca. 50 mil endnu.

Tilbage med fly til Altea, til Kbh og hjem i Fuga igen (3. – 21. November)

Vi havde aftalt med mor og far at mødes i Altea d. 3. til den 7. november. Det gjorde vi fordi vi ikke var sikre på om vi skulle tilbage mod Atlanterhavet igen efter at vi havde besøgt de Balæriske øer. Men da vi ikke havde lyst til at forlade Mallorca endnu eller en lang sejltur på 150 mil tilbage til fastlandet, besluttede vi at efterlade Fuga i Portocolom og tage et fly til Alicante. Vi mødtes alle sammen i Alicante lufthavn og kørte til Altea hvor vi havde lejet en fin lejlighed i den gamle by med udsigt over byen og bjergene. Det var dejligt endelig at far kunne komme og besøge os selvom det jo ikke var i båden. Vi tog bilen op i de omkringliggende bjerge, hvor vi gik en smuk tur gennem plantager af æble-, kirsebær- og mandeltræer.
Alle dage spiste vi til vi var ved at sprække og fik masser af rødvin, så vi næsten ikke kunne komme op ad bakken hjem til lejligheden, som lå på det højeste punkt i byen.
Alle dage spiste vi til vi var ved at sprække og fik masser af rødvin, så vi næsten ikke kunne komme op ad bakken hjem til lejligheden, som lå på det højeste punkt i byen.
Det var bare luksus for os at kunne komme så meget rundt i bil og på gåture i det smukke landskab. Noget vi havde glædet os meget til. Mest fordi, når vi ankommer til en ny havn, når vi ikke at se så meget andet end byen som ligger ned til havnen. På en tur til Calpe så vi også flamingoer, som mest var en fornøjelse fordi vi kunne fortælle det til Jonas og Sabrina (Dem var vi konstant på udkig efter i Faro, Portugal).
Vi nød nogle skønne dage på Costa Blanca kysten og inde i landet. Da vi skulle hjem med flyveren til Palma var den TO timer forsinket. Surt! fordi vi ikke kunne nå den sidste bus til Portocolom samme aften. Og netop i de situationer mindes man om hvor fantastisk en frihed det er at have sin egen båd, hvor man selv bestemmer hvornår og hvor man tager hen… Også selvom det tager meget længere tid med båd end fly! (Der er selvfølgelig igen også forskel på en smuttur til Alicante og hele vejen hjem til DK).

To dage efter stod den på fly hjem til København for en uges tid. Da vi kom tilbage til Fuga havde det blæst ret meget fra nord og hun havde fået skrabet snuden lidt, men ikke værre end at det kan lappes med lidt gelcoat. Selvom det også er blevet vinter her i Middelhavet, er der stadig to timers mere dagslys om dagen og solen står ikke så lavt på himlen som hjemme i DK. Og temperaturen har heller ikke været under isnende 10 graders kulde!! Efter at vi kom tilbage sidste onsdag d. 16 november har vi været et par dage i Portocolom og siden i fredags, Portocristo. Vi hygger os meget med at lave mad og læse bøger. Pt. får jeg endelig læst alle Arn bøgerne!! Og i går mødte vi Veritas fyldt med ti danskere. En sjældenhed og især udenfor sæson. Det var skønt at møde andre langturssejlere og udveksle historier og sejlertricks. I blandt dem var Jonas og Mark, som var i starten af 20’erne (lige poppet ud af gymnasiet) som vi snakkede meget med. Hele besætningen havde angiveligt lejet sig ind på denne 50 fods Bavaria et sted i Kroatien og havde mødt en båd som bestemt ikke var sejlklar eller -dygtig (diverse utætheder i skroget, gammel bundmaling og en vindmølle der var ved at falde fra hinanden). Men alle havde tilsyneladende taget det med oprejst pande og fået den klar på et par dage, så de kunne komme i gang med deres eventyr hele vejen til Tahiti.

Planen for os er nu, at Fuga kommer på land tæt ved Barcelona over vinteren, og vi leder efter en anden båd vi kan gaste på i et par måneder efter jul for at få mere sejlerfaring og flere eventyr. Og især at komme under en erfaren skipper’s vinger som kan lære os mere.

Jeg har haft lidt svært ved at slappe af med at sejle, når der har været meget vind siden turen fra Altea til Formentera. Derfor har vi besluttet at vi ville øve at sejle på nogle kortere ture og blive bedre til det, men mest af alt for at jeg kan komme op på hesten igen. I dag var vi ude og sejle bidevind i 10 sekund meter med halvanden meters bølger fra syd. Det var ikke mere end 30 min, fordi jeg blev lidt urolig igen. Jeg havde roret, mens Lasse agerede skødegorilla, så vi nåede lige at vende et par gange, fik fem gode saltvand-skyldere og få en ok følelse med det. I morgen er planen at sejle til Menorca for en god halvvind og forhåbentlig uden nogle panik/angst ladet tanker i løbet af turen! (Jeg skal blive bedre til det her!)

/Pernille

Den smukke udsigt fra Guadalest

Den smukke udsigt fra Guadalest

Et kirketårn på toppen af en bjergtop i Guadalest

Et kirketårn på toppen af en bjergtop i Guadalest