Har vi været for ambitiøse om at nå ud til de Atlantiske øer? (22. februar – 24. marts)

 

 

Vi kom ikke til Kanarie øerne. Vi havde ellers provianteret og var næsten klar til at sejle d. 22. februar, men vores satellit telefon (Iridium) skulle lige sættes op inden vi skulle afsted fra Gibraltar.

Vi havde købt telefonen, fordi det var den mindst dyre løsning på at få vejrudsigterne opdateret undervejs i løbet af de seks dage. Telefonen koster i sig selv knap 11.000 for ny, men vi havde fundet en brugt til halv pris i Barcelona og så køber man et abonnement til telefonen for en måned til 50$+moms (440kr) og det er kun for at åbne (“booke”) en linie til en satellit. Dertil skal man købe yderligere taletid, som minimum er 55min taletid som koster ca. koster 12.5kr/min. Det er den absolut billigste “pakke” man kan købe hos Iridium, som også har mere eller mindre monopol på markedet. Det er en dyr løsning for 4-6 dage, men nødvendig for mig… Hvis det ellers virkede som det skulle.
Vi havde regnet med at vi kunne hente små grib filer (vejrudsigter) og mails på mindre end 50kb, men da vi skulle teste forbindelsen (efter 1200kr fattigere) gik det afsindigt langsomt også selvom vi havde blokeret ALT ud/indgående trafik fra computeren og efter 10min var der røget 125kr ud af vinduet uden en eneste mail eller gribfil. Og eftersom man ikke kunne troubleshoot’e problemet uden at bruge 125kr hver gang, havde vi brugt over halvdelen af vores taletid uden noget som helst succes. Hele dagen inden afgang brugte vi på at tale med Iridium kundesupport og prøve at få det til at fungere. Til sidst får vi at vide af Iridium at telefonen ikke fungere med Mac OS software. Nå… Det ville vi da gerne have vidst inden vi købte telefonen og abonnementet. Virkelig dårlig løsning. Så var der jo bare muligheden tilbage at sms’e med en kontakt hjemmefra som kunne tage vores position og melde en vejrudsigt tilbage på telefonen via normal sms, for det virkede da i det mindste. På det tidspunkt var klokken over midnat og vi var blevet mere og mere frustrerede over situationen… Ovenpå det havde der stået en kuling (15m/s) og regn ind over Girbraltar de sidste tre dage og hylet og suset i masten – ikke noget som virker specielt positivt på psyken og modet på at tage seks dage ud til søs uden landkending.

Vi beslutter at vi alligvel burde tage videre, for ikke at komme til at side fast igen og gå til Tarifa (sydligste punkt af den iberiske halvø).
Da vi kommer ud taler vi om hvordan det føles at sejle og hvorfor det er blevet så surt for os på det sidste. Fuga stryger da afsted ud af den lille Girbraltar bugt med 6 knob og bølgerne begynder så småt at lægge sig efter de sidste dages blæsevejr. Det føles nu fint nok, men jeg tænker altid på at det kan ændre sig til noget dårligt. Er altid nervøs for de næste 12 timer, hvis ikke jeg ved hvad jeg skal forberede mig på. Kontrolfreak! Så vejrudsigter er virkelig nødvendige for mig.

Selvom vinden skulle aftage ifølge vejrudsigten, tager den alligevel til jo længere ind i strædet vi kommer og bølgerne bliver større igen.. Jeg når også at begynde at fryse og blive små søsyg, da vi er 5 mil fra Tarifa blæser der 13m/s og bølgerne rejser sig fra 0.5 til 4 meter og jeg bliver skide bange. Vi går kun for genua’en med vinden agten for og skal rebe ind da vinden tiltager yderligere, så vi bliver nødt til at slække skøderne for at kunne rebe ind og båden går ligsom i stå for et kort øjeblik hvor jeg slet ikke kan styre Fuga uden fart i de høje bølger og jeg føler jeg mister totalt kontrollen. Lasse får hurtigt rebet ind og tager roret, vi får fart i båden igen og vi er næsten ved at være ved hjørnet af Tarifa. Mens jeg sidder der og prøver at få vejrtrækningen på plads og følelsen tilbage i benene og ikke føler jeg er ved at besvime længere, styrer Lasse Fuga sikkert rundt om spidsen af Tarifa hvor flere wind og kitesurferer leger i læ af pynten i de nu 15 m/s. Mens jeg styrer op i vinden i læ af kysten kan Lasse smide ankeret og vi ligger stille! Hold op hvor var det den skønneste følelse at mærke man var i sikkerhed nu. Men jeg var godt nok træt af at sejle – bare det lille stykke og lysten til at forsætte videre til Kanarie øerne på den oplevelse var der absolut ikke den mindste snert af. Så for mig var det fuldstændig udlukket at forsætte. Lasse var heller ikke yderlig begejstret for at sejle mere pt. Næste morgen kan vi se bjergene på Afrikas kyst og solen kigger frem bag nogle tunge skyer. Det er så specielt at se over på et andet kontinent fra sin båd, så det nyder vi meget. Ovenpå gårsdagens vilde sejloplevelse kan jeg ikke se mig selv tage videre lige foreløbig. Tør bare ikke! Og vi har begge virkelig brug for en pause for motorreparationer, vejrudsigter og dårligt vejr.

Vi aftaler at Cat kommer til Sevilla og vi finder ud af at lave noget her igen. Vi elsker jo Andalusien. Det når lige at blive sommer på dagen Cat flyver herned d. 7. marts og temperaturen hopper endelig op over de 20 grader. En hel uge nyder vi det skønne vejr i Sevilla, Ronda og Cadiz regionen (nu med lejet bil), hvor vi er ude og gå på bjerget.  En fantastisk varm dag ude i Cadiz bugten for sejl, hvor det for en gang skyld føles skønt at sejle og ikke et mas med at komme frem for at nå noget.

Aage og Jyttes 42 fod Bavaria. Her blev vi budt på kæmpe bøffer og øl. Haps!

Dagen efter Cat tager hjem begynder det at blæse kraftigt fra øst og vejret slår igen om i regn og 14-16 grader. Et par dage efter sætter vi kurs mod Vila Real Santo Antonio for at mødes med admiral Aage og Jytte. Vi bliver lige skudt ud af Cadiz bugten d. 17. marts da vi sætter sejl i 14 m/s agten fortværs og 15 grader – lidt koldt men regnen var da i det mindste stoppet på det tidspunkt.

Vi nyder et par dejlige solskinsdage i St. Antonio og sejler 12 mil op ad Ria Guadiana, hvor vi finder det skønneste spot hvor svalerne flyver rundt om båden og vi ser både kongeørn, skestork og snesevis af hvide storke i området.

Rio Guadiana set fra den Portugiske side

Vinden er igen gået i vest og det har den været siden d.19. marts og vi skal jo også vestpå… Såå, det gør vi langsomt og vi har stadig ikke besluttet om vi tager til Madeira og over Azorene eller om vi prøver at krabbe os op ad Portugals vestkyst. Tiden er jo begyndt at løbe fra os og vejret er stadig usædvanligt koldt for årstiden. Det ligner godt dansk efterårsvejr med byger og kold vind fra vest. I nat d. 24. marts lå vi for anker i Faro delta’et, vi kunne se vores ånde stå ud fra munden, lå med alt det lange undertøj, 2 tæpper, 1 dyne og frøs på mit hovede fordi det var det eneste der stak ud – omkring de 2-3 grader. Ugh. Det er lidt svært at holde varmen når man sejler mod vinden når solen går om bag en tung sky og det kræver en god psyke at holde modet oppe når vejret er så underligt og man stadig lidt går rundt og håber at man stadig kan nå at få et vejrvindue til at komme til azorene på.

Nu må vi se om vejret snart opfører sig normalt og det bliver varmere end 14 grader igen. Vi vil så gerne ud til de Atlantiske øer især når vi har satset så meget på det. Men hvem ved, måske har målet været for ambitiøst og måske har vi bare ikke den rigtige og hårføre sømandsånd der skal til for at slide sig derud. Nu venter vi i Vilamoura på at to lavtryk passere indtil tirsdag d. 28. marts.

/Pernille