November 2016

Tilbage med fly til Altea, til Kbh og hjem i Fuga igen (3. – 21. November)

Vi havde aftalt med mor og far at mødes i Altea d. 3. til den 7. november. Det gjorde vi fordi vi ikke var sikre på om vi skulle tilbage mod Atlanterhavet igen efter at vi havde besøgt de Balæriske øer. Men da vi ikke havde lyst til at forlade Mallorca endnu eller en lang sejltur på 150 mil tilbage til fastlandet, besluttede vi at efterlade Fuga i Portocolom og tage et fly til Alicante. Vi mødtes alle sammen i Alicante lufthavn og kørte til Altea hvor vi havde lejet en fin lejlighed i den gamle by med udsigt over byen og bjergene. Det var dejligt endelig at far kunne komme og besøge os selvom det jo ikke var i båden. Vi tog bilen op i de omkringliggende bjerge, hvor vi gik en smuk tur gennem plantager af æble-, kirsebær- og mandeltræer.
Alle dage spiste vi til vi var ved at sprække og fik masser af rødvin, så vi næsten ikke kunne komme op ad bakken hjem til lejligheden, som lå på det højeste punkt i byen.
Alle dage spiste vi til vi var ved at sprække og fik masser af rødvin, så vi næsten ikke kunne komme op ad bakken hjem til lejligheden, som lå på det højeste punkt i byen.
Det var bare luksus for os at kunne komme så meget rundt i bil og på gåture i det smukke landskab. Noget vi havde glædet os meget til. Mest fordi, når vi ankommer til en ny havn, når vi ikke at se så meget andet end byen som ligger ned til havnen. På en tur til Calpe så vi også flamingoer, som mest var en fornøjelse fordi vi kunne fortælle det til Jonas og Sabrina (Dem var vi konstant på udkig efter i Faro, Portugal).
Vi nød nogle skønne dage på Costa Blanca kysten og inde i landet. Da vi skulle hjem med flyveren til Palma var den TO timer forsinket. Surt! fordi vi ikke kunne nå den sidste bus til Portocolom samme aften. Og netop i de situationer mindes man om hvor fantastisk en frihed det er at have sin egen båd, hvor man selv bestemmer hvornår og hvor man tager hen… Også selvom det tager meget længere tid med båd end fly! (Der er selvfølgelig igen også forskel på en smuttur til Alicante og hele vejen hjem til DK).

To dage efter stod den på fly hjem til København for en uges tid. Da vi kom tilbage til Fuga havde det blæst ret meget fra nord og hun havde fået skrabet snuden lidt, men ikke værre end at det kan lappes med lidt gelcoat. Selvom det også er blevet vinter her i Middelhavet, er der stadig to timers mere dagslys om dagen og solen står ikke så lavt på himlen som hjemme i DK. Og temperaturen har heller ikke været under isnende 10 graders kulde!! Efter at vi kom tilbage sidste onsdag d. 16 november har vi været et par dage i Portocolom og siden i fredags, Portocristo. Vi hygger os meget med at lave mad og læse bøger. Pt. får jeg endelig læst alle Arn bøgerne!! Og i går mødte vi Veritas fyldt med ti danskere. En sjældenhed og især udenfor sæson. Det var skønt at møde andre langturssejlere og udveksle historier og sejlertricks. I blandt dem var Jonas og Mark, som var i starten af 20’erne (lige poppet ud af gymnasiet) som vi snakkede meget med. Hele besætningen havde angiveligt lejet sig ind på denne 50 fods Bavaria et sted i Kroatien og havde mødt en båd som bestemt ikke var sejlklar eller -dygtig (diverse utætheder i skroget, gammel bundmaling og en vindmølle der var ved at falde fra hinanden). Men alle havde tilsyneladende taget det med oprejst pande og fået den klar på et par dage, så de kunne komme i gang med deres eventyr hele vejen til Tahiti.

Planen for os er nu, at Fuga kommer på land tæt ved Barcelona over vinteren, og vi leder efter en anden båd vi kan gaste på i et par måneder efter jul for at få mere sejlerfaring og flere eventyr. Og især at komme under en erfaren skipper’s vinger som kan lære os mere.

Jeg har haft lidt svært ved at slappe af med at sejle, når der har været meget vind siden turen fra Altea til Formentera. Derfor har vi besluttet at vi ville øve at sejle på nogle kortere ture og blive bedre til det, men mest af alt for at jeg kan komme op på hesten igen. I dag var vi ude og sejle bidevind i 10 sekund meter med halvanden meters bølger fra syd. Det var ikke mere end 30 min, fordi jeg blev lidt urolig igen. Jeg havde roret, mens Lasse agerede skødegorilla, så vi nåede lige at vende et par gange, fik fem gode saltvand-skyldere og få en ok følelse med det. I morgen er planen at sejle til Menorca for en god halvvind og forhåbentlig uden nogle panik/angst ladet tanker i løbet af turen! (Jeg skal blive bedre til det her!)

/Pernille

Den smukke udsigt fra Guadalest

Den smukke udsigt fra Guadalest

Et kirketårn på toppen af en bjergtop i Guadalest

Et kirketårn på toppen af en bjergtop i Guadalest

Mutti, Mammus og Gedeøen (18. Okt – 2. Nov)

Velankommet i Andraitx natten til den 18. oktober havde vi lige en enkelt dag til at kigge os omkring inden min mor og bror ville ankomme. Naturhavnen hvor byen ligger i er virkelig flot, men selv byen var der ikke meget sjov ved. Den var meget præget af turisme, men tilsyneladende i den mere velhavende ende. Det blev det dog ikke mere smagfuldt af desværre. Da min mor og Rasmus så kom gående på kajen dagen efter, gik det alligevel op for mig at jeg havde savnet dem og det var virkelig rart at se dem igen. De blev indkvarteret så godt som pladsen tillod og resten af dagen gik med at proviantere og snakke. Vi havde en del at tale om derhjemmefra.

Næste dag sejlede vi en kort prøvetur rundt om pynten ud for Andraitx og fandt en fin lille ankerplads med en sjov halvø, hvor der vist lå en lille restaurant. Vi fik os også en dukkert inden lidt aftensmad og så til køjs. Næste dag satte vi kursen mod Ensenada de la Rapita, hvor der skulle være endnu en fin ankerplads, som skulle være godt beskyttet med den aktuelle vind- og bølgeretning. Det var dog en tur på 35 sm, så vi aftalte at vi kunne korte turen af og gå ind i Palmabugten, hvis vi skiftede mening undervejs. Det viste sig netop at være det vi gjorde, da det blæste en del og noget af besætningen endnu ikke helt havde fundet søbenene. Hen på eftermiddagen ankom vi således i stedet til en flot lystbådehavn; Puerto de S’Arenal. Vi havde som tidligere nævnt frygtet havnepriserne her på de Balaeriske øer, men den frygt var hidtil blevet gjort til skamme. Det skulle så ændre sig nu. Det viste sig nemlig at prisen for vores beskedne 28 fod var 56 euro, dvs. ca. 420 DKK pr nat! Det syntes undertegnede var lige frækt nok og det tog mig vist lige lidt tid at få skruet ned for hidsigheden igen, desværre til last for resten af besætningen. Vi ville imidlertid gerne ind og se os lidt omkring i land også, så vi besluttede i fællesskab at fortrænge tanken om prisen og blive to dage alligevel. Vi var oppe og kigge lidt på den nærmeste by, som desværre også var rent turistbikse. Der var dog en flot strand og mor fik sig da også et par flotte Mallorca t-shirts. Om aftenen trakterede Rasmus resten af selskabet med svamperisotto – ikke dårligt!

Dagen efter tog vi med bussen ind til Palma, hvilket viste sig at være en temmelig stor by. Målet for dagens udflugt var den lille bjergby Sóller der ligger oppe i Tramuntanabjergene som præger den nordvestlige del af Mallorca. Fra Palma kører der et fint victoriansk veterantog gennem adskillige tunneller og et par broer og op til Sóller. Det lød jo som den flotte rute derop, så det måtte vi prøve. Det viste sig selvfølgelig at være en rigtig turistattraktion, hvad man vel også kunne forvente. Ved billetsalget forsøgte vi at få afklaret om den billet vi netop havde købt kunne bruges til alle afgange eller kun den der var lige ved at afgå. Vi havde nemlig tænkt os, at vi skulle have haft lidt frokost inden vi tog videre. Den slags spørgsmål havde den sure dame dog tilsyneladende ikke tålmodighed til, for hun blev bare ved med at sige, at der var mange i kø og vi skulle flytte os. Vi måtte altså pludselig halse afsted mod toget, der var lige ved at køre. Undertegnede nu både alvorligt krænket og med tom mave! Dem der kender mig kan nok regne ud, at det resulterede i en smule hidsighed, som nok desværre ødelagde stemningen lidt igen. Da først toget kom i gang og vi kom op i bjergene gjorde udsigten dog sit til at dæmpe gemytterne igen. Turen varede vel omkring en halv time og det var ret spektakulært. De højeste af Tramuntanabjergene er over 1000 m høje og de er dækkede af diverse citrus og olivenlunde og fyrretræer. Selvom det var sent på året duftede der stadig dejligt af middelhavsland. Sóller var selvfølgelig også præget af turisme, men havde helt klart formået at beholde karaktéren af lille bjergby og var faktisk meget charmerende. Vi gik en tur i byen og fik lidt at spise fra en lokal bagerbod på gaden og også en kold øl i solen. Vi gik  en tur ud af byen for at prøve at komme lidt op i bjergene. Det lykkedes ikke helt, men vi kom da ud hvor der kun lå små spredte huse med plantager og små flokke af får. På vejen tilbage mod byen kunne vi nyde udsigten ned over Sóller. Tilbage i byen kunne vi lige nå at tage et kig på to små kunstsamlinger, der var udstillet gratis i togstationens bygning. Den ene var en række malerier af Miró og den anden en keramiksamling af Picasso. Tilbage i båden var der mor Karens tur til at jonglere i pantryet og inden længe nød vi alle en dejlig kotelet med en slags spansk ratatouille – meget lækkert.

Nu synes vi alligevel at vi havde fået nok af at ligge i den dyre havn, så vi fik provianteret godt og grundigt og satte så kursen mod den fine ankerplads ved La Rapita. Vi havde fået forstærkninger med et ekstra søsygearmbånd i Sóller, så det var en rigtig fin tur helt uden søsyge. Vi smed ankeret og så var det ellers bare i vandet og få sig en velfortjent dukkert. Jeg benyttede da også lige lejligheden til at kontrollere at ankeret havde sat sig godt – det er altid rart at se det med sine egne øjne. Ankeret sad fint, men på trods af at vi lå i læ af nogle skær, så var der alligevel bølger nok til, at vi rullede temmelig meget. Jeg fandt derfor hækankeret frem og svømmede ud med det, så vi kunne få stævnen op mod bølgerne og få lidt ro i båden. Det blev en fin og rolig nat, måske lige bortset fra en smule støj fra en natklub i land og de 4 charterbåde med fulde franskmænd, der ankom lige i skumringen og smed anker lige rundt om os. Det var nu ikke så galt og faktisk meget hyggeligt med lidt selskab.

Lige inde på den strand vi lå udenfor var der en lille bod, hvor man kunne låne vandcykler og diverse boards, heriblandt et såkaldt Stand-up Paddle (SUP) Board. Der var ingen af os der havde prøvet, så nu var chancen der vel talte vi om. Mor Karen tilbød at betale, hvis en af os andre ville hente det. Vi havde ikke pustet gummibåden op endnu, så Pernille og jeg svømmede derind og kom kort efter stavrende tilbage på SUP brættet. Vi havde kun brættet en times tid, men det var også rigeligt til at vi alle fik prøvet det. Jeg må tilstå at man faktisk fint kan få god fart på og at det egentlig er en god arbejdsstilling, hvor man kan bruge hele kroppen. Det er dog ikke meget bevendt, hvis der er bare en lille smule sø og afdriften er også meget stor, så alt i alt fik jeg bekræftet min fordom om, at det et lidt klodset transportmiddel sammenlignet med fx en kajak. Nu var det blevet den 26. Oktober og desværre tid til at sige farvel til min mor og Rasmus igen, så efter to dage ved ankerpladsen ved La Rapita sejlede vi ind til den nærmeste havn og satte dem af. Vi fik heldigvis hurtigt fat på en taxa og de kom godt afsted til lufthavnen og hjem. Denne havn viste sig også at være meget dyr, så Pernille og jeg fik fyldt vand på tanken og skyndte os væk igen da vi hørte prisen. Vi nåede dog ikke at få provianteret og eftersom vi havde planlagt at tage ud på de såkaldte Gedeøer (Islas de Cabrera), som er et naturreservat uden reel bebyggelse, måtte det lige klares inden. Vi ankrede derfor op ude foran en lille by og tog gummibåden ind og handlede til de kommende dage.

Da alt var klar stævnede vi ud på den korte tur sydpå til Gedeøen. Det blæste godt til, 10-12 m/s, men heldigvis fra en nordlig retning, så vi havde medvind hele vejen. Eftersom det var fralandsvind på Mallorca kunne vi følge hvordan bølgerne blev større og større i takt med at vi kom længere fra land. Efter blot et par timer løb vi med, de nu ret store bølger, ind i indgangen til den store naturhavn, som var det eneste sted man måtte opholde sig om natten. Mange steder på de baleariske øer, og ikke mindst her, vokser der en masse søgræs, såkaldt Posidonia, på bunden. Dette søgræs, har man fundet ud af, er en vigtig del af økosystemet, da det giver beskyttelse og føde for en masse småfisk og lignende. Mange steder har man derfor forbudt at ankre, da de mange både i højsæsonen ender med at pløje det hele op som en mark. Til gengæld er der så udlagt en række bøjer med tunge fundamenter i beton, som man kan fortøje til. Disse bøjer skal så bookes online i forvejen. Vi havde nogle rigtig dejlige dage på Gedeøen, hvoraf en af dem endda var min fødselsdag. Det var vist den bedste fødselsdag man kunne ønske sig. Vi sov lidt længe og stod først op da solen havde fået lidt varme. Så stod den på havregrød til morgenmad og en morgendukkert. Derefter sejlede vi ind til land med gummibåden og gik en, lidt længere end forventet, tur ud til fyrtårnet på øen. Det var en dejlig tur, hvor vi fik talt lidt om, hvor langt vi er kommet på turen og hvad vi drømmer om for vores fremtid – vigtige ting forstås! Vi så også en masse af de specielle sorte firben, som angiveligt kun bor her på denne ø. Selvom det var sidst i oktober måned var vi heldige med vejret disse dage. Det var over 20 grader om dagen og endnu ikke egentlig koldt om natten. Vandet var også stadig så man kunne bade, selvom svømmeturene bliver kortere og kortere. Efter to dage på Gedeøen sejlede vi tilbage til Mallorca og brugte den efterfølgende lille uges tid på at sejle fra cala til cala og ligge for anker. Det var nogle meget dejlige dage, hvor vi rigtig fik smagt på Middelhavsdriverlivet.

– Lasse

Fra Altea til de Baleriske øer (12. – 19. oktober)

Turen fra Altea til Formentera var nok den tur på vores rejse der satte sig mest fast i hovedet på mig – og desværre nok på usund vis, hvis man kan beskrive det sådan. Vejrudsigten havde set god og rimelig ud til at man kunne have sejl på hele turen. Dog med risiko for enkelte byger (som man siger). Vi tog afsted fra Altea havn en times tid inden det skulle blive lyst omkring syv tiden med 16 timers sejltur foran os. Det var lidt overskyet og det varede ikke længe før de første par regndråber begyndte at falde og fem minutter efter stod det ned i lange stænger. Det var ikke koldt og vi havde endda bare fødder. Man kunne ikke se meget mere end 100 meter frem for sig og vi vidste at vi skulle være opmærksomme på både fiskebåde og et enkelt større tankskib, som kom i vores retning på AIS’en. Efter et kort stykke tid kunne vi også begynde at høre den første rumlen af torden. Den torden blev imidlertid værre og Lasse var gået ned for at brygge kaffe i regnen så der kun var en af os som blev våde i det mindste. Jeg synes normalt at torden er vildt hyggeligt, når man ligger inde under et rigtig hustag og kan se ud. Men når jeg står i en båd midt ude på vandet og jeg ved at vi har en mast som stikker lodret op mod himlen, så er det noget anderledes. Jeg var virkelig nervøs (!!!). Vi kunne se lysglimtene omkring os og så var der et lyn der slog ned så tæt på os at lynet og braget var der på samme tid – det slog altså ned virkelig tæt på! Selvom Lasse fortæller mig at sandsynligheden virkelig er lille for at lynet skulle slå ned så tæt på og at lynet skulle vælge at gå en længere afstand for at nå i vores mast end vejen lodret ned. Så var det bare svært at fatte og blive rolig med det rationale. Jeg var stadig bange. Men fronten passerede hurtigt og det klarede op og vinden kom og fyldte sejlene ud. Jeg blev (lidt) roligere igen og vi sejlede i to tre timer og så kunne vi se den næste sorte byge hale ind på os bagfra. Så stod den på hele baduljen og dramaet en gang til. Samtidig havde bølgerne også taget til i størrelse og begyndte at få hvide toppe. Lasse fik sig en ordentlig skyller fra en skæv bølge som brækkede ind over cockpittet. Det skulle vise sig at de fronter som passerede, skulle vi møde fem gange på den tur. Da det blev mørkt så lynene i enderne på frontsystemerne endnu værre ud end de gjorde da det var lyst. Heldigvis var vi tæt på vores destination, vi skulle bare lige 30 mil rundt om Formentera, hvor vi kunne ankre for natten. Det blæste omkring 10 m/s da vi nåede syd-vestspidsen af Formentera og nu med to meter bølger. Da vinden var slået over til en plat læns og ikke længere agten for tværs besluttede vi at tage storeren ned. Så vi skulle selvfølgelig vende båden 180 grader op i vinden – alle lyde og bevægelser føles altid tredoblet når man skal op i vinden – så jeg skulle virkelig spænde hjelmen inden jeg skulle op på dækket (med livline selvfølgelig) for at hjælpe storeren ned. Jeg var så træt på det tidspunkt og af alle de instinkter (eller dét instinkt: frygt) i mit hoved som jeg havde prøvet at tøjle i så mange timer. For er der noget man bare ikke skal gøre er det, at gå i panik på en båd! Når jeg sidder og skriver det nu, lyder det måske også værre end det egentlig var, men jeg kan huske, at jeg tænkte ved mig selv at jeg fan’%€#e aldrig skulle ud på Atlanterhavs-sejlads til Azoerene eller et andet sted langt fra land. Jeg havde heller ikke fortalt Lasse hvor bange jeg var og han havde slet ikke kunne mærke det på mig i al den tid. Det var kun fordi jeg fortalte at jeg havde det som om jeg havde en kæmpe klump i halsen og skulle koncentrere mig om ikke at bukke under for følelsen eller lade tankerne løbe af med mig. To sekunder efter siger Lasse ”Se, der er sgu delfinerne. Endelig!!!”. Tre delfiner kom springende ud af bølgerne direkte mod os, som om vi ville kollidere direkte ind i dem med den kurs og fart vi havde imod dem. Det så helt vildt ud og de joinede os med vores 8 knob og sprang foran stævnen nu i samme retning. De var helt vilde i de store bølger og med Fuga som bragede frem ad. Dertil glemmer man lidt hvor bange man lige har været og jeg nød at sejle med de smukke dyr. Vi nåede rundt om hjørnet på Formentera og bølgerne og regnen lagde sig. Vi lagde anker foran Playa de Tramontana i mørke og lå endelig stille og kunne slappe af lidt. Vi var ret trætte begge to men vågnede nu flere gange om natten, fordi vi rullede ad H til. Næste morgen stod vi op til den smukkeste himmel som mødte os med små lammeskyer og andre store skyformationer (comulus nimbus). Men tordenvejret var ovre og der var blå himmel og det smukkeste turkise vand jeg længe havde set. Det var et dejligt plaster på såret og den dårlige nattesøvn, men vi kunne ikke slappe af ved den ankerplads. Hundrede meter længere inde på stranden brækkede de to meter høje dønninger ind i klipper som føltes meget tæt på. Til sidst besluttede vi gå i havn i stedet. Vi var så bankede efter gårsdagen og vi kunne ikke slappe af der hvor vi lå med de vilde bølger. Igen. Der skete jo ikke noget, vores anker sad godt i sandet, men alligevel. Vi havde bare brug for at ligge helt stille.

Pigerne ude ved stævnen på Ibiza

Amalie, Marie og Maria ude ved stævnen på vej langs Ibiza’s sydkyst

Om aftenen lå vi i skammekrogen i Ibiza’s største lystbådehavn, hvor vi var smidt hen fordi alle både på de balæriske øer er mindst dobbelt så store som lille Fuga. Vi lå faktisk ved siden af en gummibåd på størrelse med Fuga! Vi havde ellers ville undgå at ligge i havn på Ibiza, da vi var blevet advaret om de absurd dyre havnepriser. Det skulle vise sig at vi fik det for 18 euro per nat, men det var kun fordi det var vintersæson i oktober. Ellers havde regningen stået på 100 euro per nat!!! Næste dag kom pigerne ned på Fuga og vi havde den bedste solskinstur rundt om øen og overnattede i en smuk cala, hvor vi badede om morgenen, snorklede, fodrede fiskene og de spanske mænd, som sejlede forbi i deres speedbåde, råbte ”que pasa” til os, når Lasse var nede om læ. Det var så skønt at se pigerne, men jeg var ked af at jeg nok var lidt for mærket af den tur til Formentera til at jeg slappede rigtig af i de dage. Desuden skulle vi igen videre, fordi vi havde aftalt at mødes med Lasses mor og bror på Mallorca fem dage efter. Det var lidt bittert at skulle sætte pigerne af for dagen efter at skulle afsted igen. Vinden ville gå i snuden på os hvis vi ventede længere. Det var dog en dejlig tur til Mallorca og virkelig dejligt at ankomme til fine Andraitx og møde Karen og Rasmus dagen efter og vi havde nogle skønne dage med afslapning og en meget smuk tur op i bjergene til byen Sóller.

img_8311

Comulus nimbus (Hr. tordensky)

/Pernille

Altea med Søren og Caroline

Vi ankom til Altea den 7. oktober.

Undervejs fik en smule vind (6 m/s) fra syd-vest til spiler-sejlads. Det skal lige siges, at vi ikke har haft spileren oppe så meget, fordi det er et stort tov-værk, når både ophal og nedhal, fald og skøder, spilerstage og genoa skal spille og håndteres. Og før man ser sig om står man i cockpittet med seks-otte tov i hænderne. Enkelt er det ikke og spileren er vist også noget der hører til en tid før nullerne (vi kunne godt tænke os en genakker til Fuga, den er på ønskelisten). Da vi endelig fik spileren op, knagede masten helt åndssvagt. En ny lyd vi ikke havde lagt mærke til før og det lød ikke godt og vi fik hevet den store røde pose ned igen. Vinden døde også igen efter to timer og den stod igen på Nanni.

I Altea kravlede Lasse op i masten. Vi havde aftalt at mødes med Søren og Caroline om formiddagen til trekkingtur på nabobjerget og vi tænkte at vi lige kunne nå at efterse masten på et par timer inden…
Hvornår lærer vi at, når der potentielt set skal fikses noget på båden, tager det tre gange så lang tid som estimeret. Det viste sig at vi havde byttet om på rækkefølgen af undervanterne og checkstagenes beslag. Den split eller lås som havde holdt dem fast under vanterne havde derfor gnavet sig 5 mm ind i masten og det var netop det der havde knaget så højt da spileren havde rykket i masten. Derfor blev vi nødt til at bytte om på de to stag på masten. For at det kunne ske skulle vi finde tov til at stive masten af så den kunne stå uden sine stag og samtidig bære Lasse, når han kravlede op og ned ad den. Selvom det lød simpelt tog det alligevel fire timer for os, inden vi fik byttet om på stagene, sat splitten i fra den anden side og hejst Lasse ned. Til sidst var vi tilfredse og vi kunne komme afsted. Ingen knagen er hørt siden.

Efter dagens arbejde kunne vi endelig komme afsted på bjerget med Søren og Caroline. Vi havde den bedste tur, selvom det var mega hårdt at følge med de to hurtige fys’er (Søren og Caroline arbejder på et genoptræningscenter som fysioterapeuter i Altea). Da vi havde besteget klippetoppen var der vandpause (og pustepause for mit vedkommende). Herfra kunne vi se udover Altea på den ene side og Benidorms høje skyskrappere på den anden side. Jeg troede bare at vi skulle ned ad stien bagefter og det ligesom var det, men… Nej nej. Vi skulle lige ned og ’ååårhp’ igen seks gange mere. Men det var en skøn tur. Vi spiste et kæmpe måltid om aftenen på en rigtig thai-restaurant. Virkelig god dag.

Alle dagene i Altea var virkelig skønne og blev brugt på fritidssejlads (sådan rigtig sejlads som for en gangs skyld ikke bare var transport), Søren og Caroline gav både tapas på restaurant den ene dag og grill på deres terrasse den anden. Jeg ved ikke hvorfor vi havde fortjent sådan en forkælelse, men vi var i hvert fald meget taknemmelige! Desværre skulle vi jo også videre for vi havde aftalt visit med pigerne på Ibiza/Formentera, så vi vendte snuden mod Formentera den 12. Oktober og vejrudsigten så endelig ud til at give os vind fra vest på alle 80 sømil (Ikke mere motorsejllads).

Jeg fisker lige et olieskift og filter på Nanni. Hun bliver passet og plejet

Fikser lige et olie og filterskift på Nanni. Hun bliver passet og plejet.

/Pernille