September 2016

Smukke Andalusía – Cádiz, Sevilla y Córdoba

Beslutninger, planlægning… Savner somme tider hverdagen derhjemme, hvor en uge havde en fast struktur. Fem dages arbejde og weekend. Kan man sige man synes det er hårdt at være på ferie? Der er mange erfaringer man gør sig undervejs, som sætter beslutningen af de valg man har taget i et andet lys og man glemmer hvorfor man besluttede sig, som man gjorde.

Vores tid i Portugal har været fantastisk, især tiden med Sabrina og Jonas i Algarve regionen.
Da vi forlod Vigo i Spanien, glædede vi os til at se nærmere på Portugal og jeg glædede mig især til Porto. Jeg har aldrig været i Portugal (altså, hvis man ikke tæller Madeira med). Så da vi besluttede os for at mødes med Sabrina og Jonas i Lagos, syd Portugal, var det for at bruge god tid ned langs Portugal kyst. Måske kunne vi være lige så heldige med at finde en perle her, som Galicien var i Spanien.

Viena do Castelo var den første by vi ankom til i Portugal og man kunne roligt sige at bymiljøet og sproget havde ændret sig meget.. Især maden som vi jo går så meget op i. Selvom byen ikke ligger mere end 40 mil fra Vigo var maden faldet fra høj spansk gastronomi til fattig fiskermad… Det er nok lidt groft sagt, hvis man sammenligner med hvad vi ellers har prøvet i Indonesien (… Tapetklister). Ej, men forskellen var så stor at man ikke kunne lade være med at blive lidt skuffet.
Porto var en virkelig smuk by, men den var sørgelig overrendt med turister, dog var maden bedre, men overfladisk. Vi er ikke så gode til at dyrke sightseeing, når vi endelig kommer til byer med historie. Det er lidt ærgerligt, men vi giver hurtigt op når vi ser turistkøer som går rundt om det næste gadehjørne og monumenter siger os nok ikke så meget. Til gengæld var portvinen fantastisk og vi lærte meget om de forskellige typer og produktionen af dem hos en lokal vinhandler. Vi stak da også afsted derfra med fem flasker, så må vi se hvor længe de holder…
I Porto mødte vi et Hollandsk par et par år ældre end os, som lige var kommet hjem fra en tur rundt i den store karrusel. Altså, en tur frem og tilbage fra troperne og de caribiske øer. Pludselig. VÆK var alle de overvejelser og argumenter for hvorfor vi netop havde valgt den mulighed fra.
Da Lasse sidste sommer havde hjulpet Heye et par uger med at sejle hans båd hjem fra Barcelona, besluttede vi os for at en tur til Middelhavet ville være lige så fyldestgørende for os, som en tur frem og tilbage over Atlanten. Især med vores begrænsede sejlerfaring. Derudover kunne vi også spare et vindror på Fuga, satellit telefon, vindmølle, ekstra sygeforsikringer og vigtigst, at vi kunne komme afsted uden at være afhængige af gaster. På den måde ville Fuga ikke være for lille en båd, når vi kun var os to. Og vi kunne spare tredve tusind og en masse mere arbejde. Alle de grunde var ligesom forsvundet i det øjeblik, vi mødte de to hollændere og flere andre både (de var godt nok større end Fuga) som skulle ned langs Portugals kyst for at krydse over til Madeira, de Kanariske øer eller Kap Verde for at tage videre over Atlanten.
I takt med at vores selvtillid er steget og med mange sejlerfaringer rigere siden vi drog afsted fra København gav det bare ikke mening længere at blive vinteren over i middelhavet og muligheden synes ligesom at stå åben igen…
Jeg ved ikke hvorfor vi lige pludselig var så ærgerlige over det at vi ikke bare havde forberedt os på Atlanten eller mere oceansejllads. Det er så irrationelt at forvente af sig selv at man burde beslutte anderledes på baggrund af erfaringerne man først gør sig senere. Men det føles så bittert. Vi åbnede ligesom op for muligheden igen fordi vores fantasi og drømme fik frit spil, og det gav bare mere mening!
Men og der var jo det men igen. Vi skal begge være hjemme første juni og nu er det sådan at man ikke bare kan stikke over Atlanten når det passer én. Vi kunne sagtens komme til Carribien, men vinduet for hvornår man kan komme tilbage (typisk fra Bermuda) åbner sig først tidligst i April. Ellers risikere man for mange lavtryk på sin vej og 20-25 sekund meter storm er ikke noget man ligefrem opsøger.
Med den plan ville vi først kunne komme afsted først i April for at være hjemme 1. Juni og have over 4000 nm til København med en båd der gennemsnitlig sejler 5 knob og kun fire hænder… Ja, det virker bare for dumt.
Og så kommer selvbebrejdelsen. Hvorfor havde vi ikke tænkt det ordentlig igennem inden vi tog hjemmefra – hvorfor tog vi så ikke afsted senere. Så kunne vi komme senere hjem? Nej, det dur ikke. Vi har indtil videre haft vores livs oplevelse og nu har vi mod på mere men har ikke tiden til det? Fordi vi skal tilbage på arbejde. Dumt.

Vi troede vi havde fundet løsningen på det indtil for nyligt. Vi kunne jo sejle til Madeira til december, de Kanariske øer til januar, vente på foråret og sejle derfra i marts mod Azorene. Det havde vi troet ville være muligt. Nu har vi undersøgt det nærmere.
Hvis man skal fra Kanarieørene i marts er oddsene imod os. Sandsynligheden for at vinden er en foran-fortværs, måske bidevind aka. ”banke pæle” er stor og hvis man er uheldig mere vind end ellers. Og denne gang er det ikke kun 20-40 nm som bare skal overstås i den Engelske kanal, det er lige 600 nm/6 døgn med 3-5 meters Atlanterhavs bølger oveni.
Og igen hjem fra Azorene i slutningen af April er meget tidligt på sæsonen og man skal højst sandsynlig vente to-tre uger på det rigtige vindue, og så ikke nå tilbage til 1. Juni. Så hvad gør vi?

Skal man satse på at det godt kan lade sig gøre. Sådan ligesom vi gjorde da vi prøvede at komme til Bandaørene – bare springe ud i det og tro det løser sig. Båden kan jo godt klare det og det bliver sikkert den vildeste oplevelse nogensinde, men er det dét værd ?

Det er så svært! Nu er dilemmaet sat på pause. Nu sidder vi på en lille cafe i den gamle jødiske bydel i Seville og har efterladt Fuga i Cádiz. En sindssyg smuk by, hvor man tydeligt kan fornemme den arabiske historie i arkitekturen. Der er overdådige botaniske haver rundt omkring i kvarteret med vilde eksotiske blomster og træarter Columbus havde med sig fra verdens ende. Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange gartnere der er ansat til at holde styr på det hele.
Vi er glade for at være tilbage i Spanien – den portugisiske mad og vin er bare ikke på højde med det Spanske.
I aften skal vi ind og se noget nogen sikkert bliver vildt forarget over og det er også bandlyst nogle steder i Spanien… jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes.

/Pernille

img_7995

Meget smuk mand

De her heste kunne stå roligt og stille mens tyren smadrede ind i dem. Utroligt.

De her heste kunne stå roligt og stille mens tyren smadrede ind i dem. Utroligt.

img_8026

Eventyrlige Alcazar (City of Dorne) i Seville

Moske'en i Córdoba

Moske’en i Córdoba

Portugal

Siden sidste indlæg har vi sejlet ned langs Portugals vestkyst og også spenderet noget tid på den sydlige Algarvekyst. I retrospekt kunne vi nok godt have brugt lidt mindre tid på vestkysten. Kysten er generelt temmelig ensformig og der var ofte tæt tåge. Vi havde dog aftalt at mødes med Sabrina og Jonas i midten af september og vores research viste, at Algarvekysten er noget mere seværdig end Costa del Sol, som var det umiddelbare alternativ. Vi aftalte altså at mødes på Algarvekysten. Det betød så at vi pludselig havde noget ekstra tid på hånden til at komme fra Vigo til Lagos i Algarve.

Turen ned af kysten var dog ikke uden visse højdepunkter. Det første var Porto, som er en gammel og meget historisk by der ligger et stykke oppe af Duorofloden. Der er en marina et stykke oppe af floden og tæt på byen, men den var afsindig dyr og da vi nærmede os anduvningen var der omkring 2 m dønninger. Lige ved flodens udmunding er der en såkaldt ’bar’ eller vel bare en sandbanke på dansk. Det er der tilsyneladende næsten altid hvor tidevandet strømmer ind og ud af en flod eller smal åbning. Det betyder altså at vandet ganske lokalt er noget lavere end i resten af løbet. Det er som sådan ikke noget problem i forhold til vores dybgang, men når de lange dønninger fra Atlanten kommer ind på lavt vand rejser de sig og bliver højere og kortere. Hvis bølgerne er høje nok kan de endda brække selvom der stadig er 4-6 m dybt. Det er det samme fænomen man kender fra stranden. To meter høje dønninger var formentlig ikke nok til brækkende bølger, men da vi ankom ved ebbe (vandet var på vej ud), hvilket også bidrager til at rejse bølgerne, valgte vi i stedet at gå ind i havn i Leixoes, som er en by lige nord for Duoroflodens udløb. Der var også en banke ved Lexioes og vi kunne da også godt mærke at bølgerne rejse sig noget de sidste hundrede meter inden vi rundede bølgebryderen, men det var nu ikke så slemt. Da vi var ventede ved havnekontoret spurgte et engelsk ægtepar om vi lige var kommet ind i ”det vejr!” Jaa det var vi da sagde vi og undrede os lidt over spørgsmålet. Senere da vi gik en tur og så på den anden side af bølgebryderen, hvor dønningerne virkelig brød og brusede forstod vi dog bedre spørgsmålet. Det så noget mere dramatisk ud fra land end vi havde oplevet indsejlingen. Man skal dog nok tage det med dønningerne alvorligt. Det sker angiveligt med jævne mellemrum at en båd kæntrer lige før indsejlingen til havnene på vestkysten – netop fordi de ellers relativt godmodige lange dønninger pludselig rejser sig og brækker, når man nærmer sig land og banken. Dønningerne er jo dannet af vejr langt væk og altså uden relation til vejret, der hvor man sejler. Man kan altså sagtens have 2-4 m høje dønninger selvom det kun blæser 5 m/s og det er højt solskin og man så umiddelbart ikke er opmærksom på den potentielle fare. Leixoes er godt forbundet med sporvogn til Porto, så den brugte vi som base for vores besøg i Porto. Vi var nok midt i højsæsonen så der var rigtig mange turister i byen. Der var dog stadig virkelig flot og hyggeligt med lange smalle gader og ikke mindst området på begge sider af floden og den flotte stålbro der forbinder de to sider. Jeg var her også sidste år på vej hjem fra en sejlads med en god kammerat Heye, som havde købt en båd i Barcelona og var i gang med at sejle den hjem. Vi brugte et par dage i Porto og fik smagt på de forskellige typer af portvin. Det kan man godt blive forfalden til!

Næste stop var Figuira da Foz, hvor vi fik besøg af Jonas og Andreas som var på surfer roadtrip rundt i Portugal. Vi havde først mødt dem på Arenal musikfestivalen og da vi hørte at de skulle køre op ad kysten aftalte vi at mødes et sted. Det endte så med at blive i Figuira. Vi bød på en gang curry i cockpittet inden vi smuttede op i byen og fik et spil dart og nogle cocktails. Det var en super hyggelig aften og sjovt at mødes igen på den anden side af den iberiske halvø.

Derefter kom vi til Nazaré, hvor jeg også havde været sidste år med Heye. Under havet lige ud for Nazaré er der en stor og dyb kløft, som løber næsten hele vejen ind til kysten. Desuden er der et stort klippefremspring. Blandt andet disse to faktorer har åbenbart den virkning at under de rette omstændigheder kan bølgerne blive abnormt høje lige her, hvilket gør stedet til et berømt surfspot for de seriøst hårde drenge. Èn af de højeste bølger der nogensinde er surfet på er her. Vi så nogle videoer på et museum og det ser fuldstændig vildt ud. Den interesserede kan jo prøve at google: ”Nazare, surfing, huge waves” eller noget i den dur. Vejret var dog noget med afdæmpet da vi var der. Havnen vi lå i var endda meget afslappet. Der var ikke rigtig nogle faciliteter, til gengæld var der heller ikke nogen at betale havnepengene hos mens vi var der. Der var en fyr fra Orkneyøerne som gik rundt og snakkede lidt med folk og han sagde at vi bare kunne stikke af igen, når vi nu alligevel ikke skulle være der længere. Inden vi tog ham på ordet, nåede vi dog lige at vende vores videre sejlplaner med ham. Han anbefalede på det kraftigste at sejle til Azorene og han mente i øvrigt slet ikke at de baleariske øer var noget at sejle efter. Jeg synes nu jeg har hørt andet fra andre kanter, så dem vil jeg ikke helt afskrive, men vi har efterhånden hørt mange lovprisninger af hvor fantastisk der er på Azorene, så de har efterhånden sneget sig ind i overvejelserne. Det involverer jo dog nogle lange sejlture i åbent hav, hvoraf de formentlig ikke alle er med vind, sø og strøm. Det skal vi vist lige tænke lidt mere over…

I vores crusingguide var nævnt en lille lagune eller naturhavn ikke så langt syd for Nazaré. Sao Martinho do Porto er navnet. Der var ikke så meget information at finde og det så noget lavvandet ud. Men at dømme efter kortene og luftfoto på Google Maps så det ud til at være et lovende sted at bruge et par dage for anker. Lagunen ligger inden bag de lodrette klipper der eller strækker sig langs hele kysten på dette stykke. Der har dog angiveligt været et lille område med en blødere stenart end resten, hvor vandet så har kunne erodere en smal kløft i ’facaden’ og udhule et halvmåneformet område på den anden side. Der var en smule dønning da vi sejlede dertil så jeg var lidt spændt på indsejlingen, hvor der ikke var meget mere end 4 meter dybt ved højvande hvor vi kom. Det gik dog igen fint og vel inde på den anden side åbnede den lille naturhavn sig smukt med den lille by og halvmåneformede sandstrand hele vejen rundt. Der lå en masse både for bøjer tættere på byen, men ikke nogle andre sejlbåde med køl. Ifølge kortet var der under 2 meter tættere på land, så vi blev ude i det ’dybe’, ca. 2-2.5 ved lavvande. Byen virkede til at være en lokal sommerbadeby lidt i stil med Tisvildeleje derhjemme. Vi tog gummibåden i land og klatrede op af den kæmpe sandklit som lå op af klippeskrænten i den ene ende. Det var noget der fik pusten op, hvad vi helt sikkert trængte til! Nætterne var imidlertid noget urolige da vi pga. dybden lå lige ude for indløbet og dønningerne derfor arbejde sig ind med det resultat af vi nærmest ustandseligt rullede frem og tilbage – temmelig trættende i længden!

Næste stop blev Peniche, hvor Jonas og Andreas havde sagt det var godt at surfe. Eftersom vi havde god tid inden vi skulle mødes med Sabrina og Jonas, tænkte vi at det var en god mulighed for at få lært den lille ting. Gæstepontonen i havnen var dog fuld, eller det vil sige at der lå 5 store drønnerter af nogle både med mellemrum som akkurat var for små til Fuga. Desuden lå molen lige ud til den travle fiskerihavn og vi kunne se at fiskekutternes bølger fik de fortøjrede både til at hoppe og danse op af pontonen, så vi besluttede at lægge os for anker uden for havnen i stedet. Vi fandt en hyggelig lille surfbar på den nordvendte strand og så gik der ellers tre dage med surftimer. Det var nogle rigtig gode instruktører og allerede på førstedagen lykkedes det os begge to at komme op og stå. Så blev vi imidlertid opgraderet til et smallere bræt og så var det næsten som at starte forfra igen. Det var rigtig sjovt og igen virkelig godt at få rørt sig lidt. Vi er nok begge lidt understimulerede på den front. Ud for Peniche ligger der et par klippeøer – Ilhas Berlengas. Der ligger et gammel kloster, som dog nærmest er en borg. De blev angiveligt trætte af at blive plyndret og myrdet af diverse sørøvere med korte mellemrum. Man kunne angiveligt ankre derude, men da vi nåede frem måtte vi konstatere at ankerpladsen ikke var specielt god. Der lå en række bøjer til fortøjning af de lokale fiskebåde og turistfærgerne, som vi prøvede at få fat i. Vi endte imidlertid i stedet med hænge fast i et stykke tov med roret eller propelleren. Bøjerne lå ret tæt og der var en del både fortøjet til de andre bøjer, så for at være sikker på ikke at drive ind i nogle af de andre både, hvis propelleren skulle været blokeret besluttede jeg at droppe ankeret. Der var dog lige over 20 m dybt, så det forsvandt bare derned ad, men formentlig ikke til den store nytte. Det viste sig at vi heldigvis kun hang fast i roret og altså stadig kunne bruge motoren. Jeg måtte først i vandet og befri os og derefter hive ankeret op igen. Det var dog lige pludselig temmelig tungt da jeg nu skulle løfte alle 20 meter kæde OG ankeret på én gang. Efter en del slæb til utilsløret fornøjelse for de lokale fiskere, fik jeg det dog op. Det var dog klart at vi ikke ville få sovet meget, hvis vi skulle ligge for anker der, så vi besluttede at sejle tilbage til Peniche. Vi skulle have vand på, så modvilligt tog vi alligevel en overnatning i havnen og blev belønnet med et olietilsvinet fribord… Det var vist tid til at komme videre så næste morgen sejlede vi til Lisabon.

Dagene i Lisabon var nærmest uudholdelige varme. Der var angiveligt varmerekord for årstiden og temperaturen lå omkring 40 grader. Båden trængte dog til en overhaling efter at vi havde været frem og tilbage fra stranden med saltvand og sand og desuden været uden elektricitet. Desuden var der lidt småreparationer. Så de første dage gik hurtigt med rengøring, vasketøj og indkøb af reservedele. Sådan nogle ting tager bare længere tid, når man hver gang først skal finde hhv. bådbutikken, vaskeriet og supermarkedet. Vi udnyttede storbyens herligheder til fulde og tog også en tur i IKEA og købte topmadrasser til køjen og i biografen! Vi var ikke helt i humør til sightseeing, men vi fik da set de berømte monumenter i Bélem; Torre de Belem og monumentet til søfarerne, hvor billeder af alle de store portugisiske opdagelserejsende er udhugget. Vi fandt også en engelsk brugtbogshandel og fik fyldt lidt op i lagret igen. Desperationen var også begyndt at brede sig i den ene halvdel af besætningen. Den søde pige i bogbiksen gav os en anbefaling på en restaurant med god portugisisk mad som vi besøgte samme aften.

Inden vi fik set os om var der pludselig kun et par dage til at vi skulle mødes med Sabrina og Jonas i Lagos. Vi måtte se at komme derned af. Turen tog os forbi det berømte Cabo Sao Vicente, som er en klippepynt helt nede på det sydvestlige hjørne af Portugal. Det blæste en del de sidste dage inden vi sejlede mod Lagos, men til sidst måtte vi afsted. Vi har efterhånden erfareret at vinden ofte øger temmelig meget rundt om disse pynter og eftersom det blæste 10-12 m/s var vi lidt spændte på rundingen af pynten. Jeg planlagde derfor sejladsen så vi rundede hvor vinden var forudsagt at skulle aftage en smule et par timer. Det betød at vi skulle sejle ved 18:00 tiden og så runde omkring kl. 01:00. Det var en spændende slørsejlads kun for rebet genua med de efterhånden temmelig høje bølger løbende med og forbi os. Autopiloten havde lidt vanskeligheder med at holde kursen, når en bølge skubbede på hækken og båden så begyndt at skære op. Det har givet lidt anledning til eftertanke. Hvis vi skal sejle længere ture i bølger som disse og større vil en bedre form for selvstyrer klart være ønskværdig. Et vindror ville være ideelt, men det er både dyrt og en temmelig omfattende installation. Der dog også nye generationer af de elektriske modeller, som har en række sensorer og accelerometre så de angiveligt kan registrere at båden er på vej ud af kurs inden at den faktisk er det – præcis som en rigtig rorsmand. Den er klart på ønskelisten og indgår da også lidt i overvejelserne for tiden. Nåh, det var vist et sidespor… Vi sejlede gennem natten og da vi rundede pynten kom vi i bølgelæ da vinden var i nord som sædvanlig. Vi nød de sidste fire timer med den smukkeste stjernehimmel og en flot solopgang inden vi anløb Lagos ved 09:00 en smule trætte som det måske fremgår af billederne.

Senere samme dag i Lagos ankom Jonas og Sabrina med stil i lejebil fra lufthavnen. Det var virkelig dejligt at se dem igen – det kan godt mærkes at vi efterhånden har været væk hjemmefra et stykke tid. Selvom vi har det godt sammen bare os to er det bare super fedt, når der er nogle flere at dele de gode oplevelser med. Lagos viser sig dog at være plaget af den type engelske turister, som foretrækker at alting er som derhjemme. Den står altså meget på English Pub, Fish ’n Chips osv. Det var ikke lige vores kop te, så vi skyndte os sejle lidt videre. Kun fire sømil fra Lagos er der et lille floddelta og en by som deler navnet Alvor og der lagde vi os for anker et par dage. Nu kunne vi virkelig nyde at være kommet til Algarvekysten. Det var en temmelig drastisk kontrast til Portugals vestkyst, hvor vandet var relativt koldt. Nu stod den på badeture flere gange om dagen og propelleren fik en skrubbetur. Vi nærmede os springtid, så jeg var lidt nysgerrig for vanddybden på vores ankerplads. Jeg tog derfor en dukkert med dykkerbrillerne ved lavvande for at tjekke frigangen under kølen. Der var lige omkring 30-40 cm så vi holdt os lige flydende. Lone (gummibåden) og Johnson (påhængsmotoren) kom på arbejde og vi sejlede ind til den lille by Alvor og købte isterninger til Gin og Tonic – den rene luksus. Noget af deltaet tørrede helt ud ved lavvande så vi måtte trække gummibåden noget af vejen. Det var et sjovt landskab og lækkert at mærke det mudrede sand mellem tæerne.

Vi sejlede videre østpå af Algarvekysten som på denne strækning består af klipper som er udhulet af vind og vejr, så der hele vejen er huler, søjler og små isolerede sandstrande som kun kan tilgås fra vandet. Sejlvejret var rent ud sagt idéelt: Halvvind på 4-7 m/s fra land, dvs. ingen bølger og så i tillæg høj sol! Vi tog en overnatning i Albufeira, men eftersom det var endnu en britisk koloni skyndte vi os videre dagen efter.

Denne dag blæste det lidt mere og vinden var mere vestligt. Men Sabrina og Jonas havde også så småt fundet søbenene så vi tog et 4 timers stræk ned til et andet noget større delta med to byer Faro og Olhao og en række ”barriereøer” med flotte sandstrande. I takt med de flere sømil i loggen var jeg muligvis blevet lidt for sløset med sejladsforberedelserne. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt nærmere over effekten af tidevandsstrømmen og bølgerne ved indløbet til deltaet. Da vi ankom var det altså på den dårligst tænkelige tidspunkt – det kraftigste af ebben. Strømmen var nok på 3-4 knob ud af indsejlingen og i kombination med sandbanken og bølgerne blev det til en ikke helt undseelig strømsø. Der måtte således to forsøg til inden vi kom inden for bølgebryderen og fri af det værste vaskemaskineri. Derefter skulle vi dog stadig arbejde os op mod strømmen. Den fik fuld kraft på Nanni (motoren). Et kort øjeblik troede jeg at vi måtte gå ud og vente til senere med at forsøge igen. Vi kom simpelthen ingen vejne! Jeg trak lidt over i den anden side af løbet og fandt lidt mindre strøm og så kom vi langsomt ind hvor strømmen tog mere af. Det var et virkelig flot sted med dejlig bølgelæ og mange fugle. Det skulle angiveligt være et af stederne, hvor flamingoen holde pit-stop på sit stræk mod Afrika, men vi var desværre lidt for tidligt på sæsonen – de kommer i oktober. Der er adskillige gode ankerpladser i deltaet og vi endte med at være her fire dage. Tiden gik med at bade – både fra båden og på stranden, spise masser af grillede fisk og iskager og kigge på fugle. Der blev da også tid til en kold øl og en gin tonic eller to. Natten inden Sabrina og Jonas skulle tilbage til Danmark var der en kæmpe og blodrød fuldmåne – en perfekt afslutning på nogle perfekte dage!

/ Lasse