August 2016

Viva Galicia!

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at skrive lidt her på bloggen igen. Det er lidt svært at komme i gang igen, når man har holdt en lang pause. Men det er jo sjovt at kigge tilbage på de gamle indlæg og sikkert også fedt at have det hele om nogle år, når vi er kommet hjem. Det lyder da også til at nogle af jer derhjemme har fornøjelse af at læse dem og det er også rart at tænke på. Siden sidste indlæg er der både sket en masse og ikke så meget. Det kræver vist lidt uddybning… Jeg mener, at vi har haft nogle gode oplevelser, men også for første gang været relativt stationære og haft tid til bare slappe lidt af og lade noget der minder om en hverdag komme snigende.

Efter at have sat Søren og Lasse af i Vilagarcia sejlede vi til Vigo i den sydligste Ria. Der har båden så været i to-tre uger – dog i et par forskellige havne. Den første lille uge var vi til festival på Spaniens østkyst. Min gamle skolekammerat Søren og hans kæreste Caroline havde foreslået at mødes til Arenal Sound – en miniudgave af Roskilde Festival, som foregår i en by der hedder Burriana. De bor selv i Spanien i øjeblikket og det var derfor en god anledning til at mødes. Vi var så heldige at festivalen havde arrangeret busser fra alle større byer i Spanien og til festivalen, så vi havde købt billetter fra Vigo. Da vi mødte op på buspladsen blev vi lidt nervøse for, hvad det var vi havde købt billet til. De andre buspassagerer var nemlig en flok meget ungdommeligt udseende spanske drenge og piger, tilsyneladende i følgeskab af deres forældre, der nærmest stod med tårer i øjnene. Vi frygtede selvfølgelig at den 10-12 timer lange bustur ville blive ét langt mareridt af Barcardi Breezere og abefest. Den fordom viste sig dog ikke at holde stik. Spanierne er tilsyneladende lidt mere beherskede end vi er vant til fra Danmark, så vi sov fint hele vejen og vågnede i Burriana næste morgen. Efter lidt besvær med at finde logi de første dage og derefter finde det hotel vi skulle bo på under festivalen (vi er nok blevet for magelige til festival camping i 40 grader) kunne vi endelig tage rigtig fat på festivalen. Klimaet er noget anderledes på Middelhavssiden end her på Atlanterhavssiden. Det bliver meget varmt midt på dagen, så musikken startede først rigtig ved 21:00 tiden, men fortsatte så til gengæld til klokken ni om morgenen! Så længe holdt vi nu ikke… Dagene gik med at sove længe, dase ved hotelpoolen, bade på stranden og samle kræfter til nattens eskapader. Der var også pool party på stranden ved festivalen hver eftermiddag. Det skulle selvfølgelig også prøves, så efter at have taget lidt mod til sig, stod vi i en pool med vand af en noget tvivlsom kvalitet og klubbede den. Da man stod i vand til livet var man dog lidt hindret i sine ”dansemoves”, som derfor primært bestod af at lave hvirvelstrøm ved at alle gik i rundkreds og derefter krampagtigt sprøjte vand i luften, når dj’en dikterede det ved at skrue helt op for bassen (Årets poolnummer: ”This Girl (Kungs vs. Cookin’ on 3 Burners”). Det var nok ikke så tosset i mit tilfælde, da det ikke ligger så langt fra min normale dansestil.

Udover Søren og Caroline var der også en række andre venner hjemmefra Helsinge og Annisse – så det endte med at være nogle rigtig sjove dage. Det var faktisk dejligt at få et afbræk fra sejlerlivet og lave noget helt andet et stykke tid. Hen mod slutningen begyndte vi dog også at længes tilbage mod Fuga og Galicien. Måske vi bare var uheldige, men maden er altså noget bedre her i Galicien – blandt noget af det bedste vi har fået endnu. I Burriana bestod menuen primært af ”Bocadillos”. Hvidt brød med et valgfrit stykke kød i. Det er åbenbart endnu ikke faldet nogen ind at supplere med lidt salat, tomat, ost og mayonaise… Der er også mærkbart mere frodigt her i det nordvestlige hjørne end resten af Spanien. Det er nok noget med tågen og nedbør fra havet og de lidt lavere temperaturer. På den negative side er Atlanterhavet så koldt, at det ikke lige lokker til en badetur. I så fald bliver det en meget hurtig dypper!

Under alle omstændigheder var det en dejlig uge og kontraster giver altid et nyt perspektiv – en ting vi tit taler om.

Skovbrand

Skovbrand

Da vi kom tilbage til Vigo var der tydeligvis ildebrand et sted. Man kunne lugte det allerede to timer inden vi ankom. Det viste sig at være en række skovbrande! Det er åbenbart et tilbagevendende fænomen om sommeren, som dog er blevet mere hyppige end tidligere. Angiveligt fordi nogle personer har noget at vinde ved at et særligt område brænder og nogle af brandende er derfor påsatte. Det fortalte de i hvert fald på turistkontoret. Mit spanske rakte dog ikke helt til at få forklaret præcist, hvad de eventuelle ildspåsættere havde at vinde.

 

Mens vi var til festival havde vi efterladt Fuga i en havn ved en lille by der hedder Moana. Den ligger i en lille bugt på den modsatte side af Vigo by, så man skal med færge frem og tilbage, hvis man vil til ’storbyen’. Den er til gengæld meget billig! Vi betalt kun 7,5 euro per nat – det er betydeligt mindre end vi ellers har været vant til. Den typiske pris er mellem 15 og 25 euro. Nu kom Pernilles mor, Anne Grete, imidlertid på besøg og vi ville gerne se lidt nærmere på Vigo, så vi sejlede den korte tur over Ria’en til en anden marina ”Real Club Nautico de Vigo” – det var med at holde tungen lige i munden da jeg skulle kalde op på VHF’en. Nu lå vi lige midt i byen, hvor de var ved at gøre klar til et eller andet stort arrangement. Det viste sig at være et tre dages Red Bull event for skateboard, BMX og mountainbike. Det sidste foregik på en bane ned i gennem den gamle bydel, som skråner ret stejlt ned mod vandet. Det var meget sjovt at se, men den tilhørende koncert af hæse, vrede, gothpiger kunne vi måske godt have klaret os uden – i hvert fald på tredjedagen…

Den første dag med Pernilles mor tog vi ud til ankerplads ved Isla Cies. Det er en lille gruppe øer, som ligger ved Ria’ens udmunding, hvor de fungerer som en slags naturlig bølgebryder. Øerne er en del af en nationalpark, så man skal have en tilladelse for at ligge for anker. Det var dog gået nogenlunde smertefrit med hjælp fra et venligt havnepersonale. Det var en hyggelig dag og aften, men det var lidt tåget og ret koldt, så vi blev i båden og spiste noget god mad. Jeg forsøgte mig med at lave Tortilla de Patatas – kartoffeltortilla. Det er dog en kunst, som kommer til at kræve lidt øvelse. Den skal helst være helt gylden udenpå, kartoflerne tilpas bløde og så skal den være flydende indeni. Anne Grete havde lejet en bil så vi besluttede at benytte lejligheden til at komme lidt op i bjergene for at gå en tur. Vi var forbi turistkontoret og fik en hel bog med vandrestier i området. Pernille og Anne Grete fandt en passende rute – 8 km og moderat sværhed. Det var også meget passende i begyndelsen. Det gik opad, men man kunne dog gå på to ben. Ruten gik op i gennem en skov med brombærkrat og noget bregnelignende lav bevoksning og store fyrtræer, der ledte tankerne hen på urskov og dinosaurere. Ruten var umiddelbart fint markeret med farvestriber med jævne mellemrum, men circa halvvejs blev vi alligevel i tvivl om vejen. Vi forsøgte en sti som virkede til at være den rigtige, men efter kort tid blev det meget stejlt og vi måtte have hænderne til hjælp for at klatre op i gennem noget tæt bevoksning. Da vi kom ud på den anden side mødte vi en gruppe fra den lokale klatreklub, så vi begyndt at spekulere på om det nu også var den rigtige vej… Til sidst kom vi til et slags pas mellem to toppe. Vi tænkte at stien måske fortsatte på den anden side, men vi var efterhånden lidt mærkede af turen, så jeg smuttede lige i forvejen for at se på sagen. Jeg kom til toppen efter nogen anstrengelse. Man kan godt mærke at man ikke får bjergbestigerben af at sidde i cockpittet på Fuga.. Der var en flot udsigt, men stien var ikke umiddelbart til at få øje på, så vi besluttede at gå tilbage den samme vej vi kom ad. Da vi kom tilbage til bilen var vi alle tre noget trætte, men enige om at det var en flot tur på trods af at vi ikke kom hele vejen rundt.

Tilbage i Vigo var Anne Grete gavmild med middagene, så vi fik også smagt os godt i gennem Vigos tapasbarer og cervezarier, inden hun tog hjem igen efter et meget hyggeligt besøg.

Vi var faktisk blevet rigtig glade for Galicien, som har vist sig som en uventet stor fornøjelse. Naturen er virkelig smuk i og omkring Ria’erne, de lokale virker til at have et stort overskud og er meget venlige og så er gastronomien faktisk i top. Det var derfor lidt med vemod at vi skulle tage afsked med denne del af Spanien, men vi kunne også mærke at lysten til at komme videre var begyndt at melde sig igen. Før vi kunne komme videre var der dog lige en lille sag motoren der skulle klares (som altid, tilsyneladende..)

Efter at jeg havde haft bundkarret af for at fiske den afbrækkede stump af oliepinden op var det selvfølgelig blevet utæt. Over Biskayen havde måtte vi altså jævnligt hælde olie på. Det var selvfølgelig ikke holdbart i længden, så vi måtte finde en måde tætne det på og også gerne have en ny oliepind. Det sidste forsøgte jeg at klare ved at få fat i en lokal mekaniker, som var nævnt som kontakt for vores motorfabrikat. Det var en lidt speget affære at få forklaret hvad jeg var ude efter, men til sidst forstod vi vist hinanden. Han bestilte den nye oliepind hjem og den kom allerede dagen efter, men det var selvfølgelig ikke den rigtige pind… Træerne vokser åbenbart stadig ikke ind i himlen. Nå, men tætningen kunne vi da selv klare med noget flydende pakning og lidt banden over den ukomfortable arbejdsstilling.

Ny pakning på bundkarret

Ny pakning på bundkarret

Nu er motoren klaret og så er det vist også på tide at komme videre sydpå. Det næste store trækplaster er Porto og portvinen!