July 2016

Søpandaen, bavianer og storebror til køgebugt

De sidste 14 dage har godt nok været pakket med de bedste oplevelser. Søren og Lasse er lige taget afsted fra havnen her i Villagacia og det føles helt ensomt uden dem nu – lige bortset fra at Fuga nok lige er det mindste til at huse tre bavianer og mig er det underligt at være alene igen. Det har godt nok været sjovt!

Vi har vist forsømt vores blog lidt den sidste tid, men der har været så meget at lave og opleve at der ikke har været tid til at blogge. Siden vi krydsede den Engelske Kanel til Cherbourg med besøg fra Amalie og cruising af de engelske kanaløer har vi logget godt 700 nm – den samme distance vi tilbagelagde fra København og til Cherbourg i Frankrig. Så er der også ved at være langt hjem nu og alligevel kan man sætte sig ind i et fly og være tilbage på et par timer. Vi synes det er vildt, at vi har kunne klare at sejle så langt. Hvis man bare tager én dag ad gangen kunne man vel også sejle jorden rundt… Altså hvis man også havde en større båd!

Da drengene ankom i L’aber Wrac’h i Bretagne, syntes vejret endelig at vende til vores fordel i stedet for altid at være lige i face. Det var netop lige hvad vi havde brug for at få en god start på de 3-4 døgn vi skulle bruge de næste dage på at krydse Biscayen fra spidsen af Bretagne til A Coruna i Spanien.

Den 18. Juli stævnede vi ud af L’Aber Wrac’h efter et par strabasser der lige skulle klares: Dagen inden skulle vi proviantere og kom lige da supermarkedet havde lukket. Det var lidt surt, fordi vi måtte handle ind så snart supermarkedet åbnede dagen efter og udskyde vores afgang. Det klarede vi og lige inden vi gjorde klar til at smide fortøjninger skulle vi tjekke olien på motoren og nu var oliepinden knækket. Nu lå det knækkede stykke af oliepinden i bundkaret. Det blev vi nødt til at have ud inden vi kunne krydse Biscayen og afgangen bliver udskudt igen. Lasse får heldigvis stumpen fra motorpinden ud efter en lang kamp med møtrikker i hans sædvanlig behagelige knæene-op-til-ørene/skovskider-og-foldet-ryg-stilling… senere på ugen finder vi ud af det slet ikke var nødvendigt at få den skide stump ud. Irriterende.
Anyways – vi kommer asted! Høj sol og medvind. Det var virkelig dejligt – endelig! Da vi kommer rundt om hjørnet af I’le d’Ouessant opstår det vildeste dyreliv. Hundredevis af short-beaked common dolphins svømmer op til båden og omkring os for at lege og hilse. Vi mødte også en anden sjov delfin som jeg aldrig havde hørt om før. Først lignede det hvaler, fordi de var større en delfinerne og helt sorte. Vi sejlede direkte i den retning de kom fra og en af dem dykkede lige foran stævnen og under båden. De var meget smukke og vi slår straks op i hvalbogen og finder ud af at det er en delfinart, som hedder ”false killer whale”. De var dog ikke så sociale som delfinerne som fulgte os et døgn, selv når natten faldt på jagede de rundt om båden. Hvor de skød frem i vandets overflade og lavede en kæmpe bølge og piskede vildt med halen.
Næste dag er delfinerne væk og om morgenen har jeg og Lasse (Også kaldet Slambert) vagt sammen, Søren og Lasse ligger og sover i kahytten og det er nærmest vindstille, så sejlende står lidt og blafrer i vinden. Vi er lidt balrede efter den første natsejllads, så vi sidder begge og stener. Jeg sidder sløvt og kigger på vandet bag Slambert og en hvid oval skygge dukker op bag ham nede i vandet. Der ikke noget at se i vandets overflade, kun den hvide ovale skygge… SHIT, så går det op for mig hvad der svømmer 3 meter væk fra mig – EN KILLER WHALE – intet mindre. Et af de smukkeste dyr i verden, sø-pandaen! Jeg rejser mig og råber ned i kahytten til de to andre at de skal skynde sig op… der går laaaang tid før de vågner og de tror vel at der er sket noget slemt – for hvorfor skulle jeg ellers råbe op så hysterisk højt.. KILLER WHALE KILLER WHALE. ÅÅh den var så smuk. Da de to andre endelig får nosset sig sammen og kommer op er den svømmet lidt væk.. Tror ikke den gad at høre på mit hvineri. Vi ser dem svømme væk og der var ingen tvivl, den smukke karakteristiske spidse rygfinne kommer op i overflade ved siden af en mini-udgave og de svømmer væk fra os igen. Men tænk den sneaky sneaky whale havde svømmet helt op på siden ad båden uden at vi havde opdaget den. Arh, bedste oplevelse!
Senere den dag ser vi to finhvaler – verdens næststørste dyr lige efter ”the big blue” – ikke mere end 50 meter fra båden og de kan øjnes ude i horisonten resten af turen som små gejsere som står op ind imellem, når de kommer op til overfladen for at ånde. Tænk at der stadig er så meget liv tilbage derude og så godt at vi endnu ikke har smadret det hele, det er så dejligt at tænke på.

Efter tre døgn når vi A Coruna i Spanien. Søren og Slambert inviterer på dinner i byen samme aften, hvor vi nyder Spanske tapas og kolde Gin og Tonics. Dagen efter skal jeg og Lasse fikse ting på båden, mens Søren og Slambert går en tur i byen. Om aftenen tager vi turen i byen igen og drikker bowler af Gin & Tonic og tager på diskotek med verdens dårligste DJ, bytter trøje med en lesbisk spanier (bytter tilbage igen) og møder to Hollændere som fangede TO kæmpe tun på vej over Biscayen. Sidstnævnte er en lille ting vi dog er mindre tilfredse med – vi trollede en line med tun-krog hele vejen fra Brest i Frankrig 350 nm over biscayen og ikke en eneste tun fangede vi – kun mistede vi tre kroge og 30 euro, fordi vi ikke havde noget forfang! Sidste krog mistede vi på en fiskerbøje… stadig ingen tun. Surt.

Siden vi kom til Spanien har vi nydt den lokale tapas, vinos tintos, ligget ved smukke ankerbugter og grillet på stranden til fortids musik. Den drøm vi satte os for at forfølge for to år siden er virkelig gået i opfyldelse.

Lige nu sidder Lasse og jeg på en lokal tapas bar og scroller. Lidt “melo” over at Søkke og Lasse er taget afsted, men også så glade over at have delt så fantastiske oplevelser.

– Pernille

 

 

Belgiske øl og hvide klipper

Tiden flyver af sted – allerede en måned er gået siden vi stævnede ud fra København og nu sidder vi i Portsmouth i syd England og venter på at krydse tilbage over den engelske kanel imorgen aften direkte til Cherbourg, Frankrig. Det ser ud til at vi for én gangs skyld har vinden med os. Lige siden vi kom ud fra Amsterdam har vinden været lige i hovedet og enten for meget af den eller næsten ingen.

Lige inden vi skulle anduve Zeebrygge havn rejste bølgerne sig fordi vinden tog til og det var første gang jeg oplevede noget andet end Øresunds-sø. Det var lidt vildt den sidste time inden vi kunne anduve havnen og blev lidt panikken igen. Det er jo skørt at man bliver så hysterisk når båden krænger mere end 20 grader til den ene side, for der sker jo ikke noget… Kølen ryger jo ikke af og masten knækker jo ikke lige pludseligt.. altså!! Så hvorfor kan man ikke slappe af og styrer frygten. Men igen, grænsen skal vel bare rykkes…

Da vi endelig kom ind til Brygge via kanaler og sluser fra Zeebrygge havde vi været på farten i 14 timer og var rimelig gennem bankede efter den lille sø og 500 pæle bank.

Bonus info: “Banke-pæle”-udtrykket bruges når man sejler mod bølgerne og stævnen falder ned og banker i vandet på den andet side af en bølge som kan få det bedste humør til at forsvinde, hvis det bliver ved længe nok. 

Vi ankom til Brygge lidt sent om aftenen så vi havde mest lyst til at smide os i sengen. Men der var jo bare lige det at vi var jo i Belgien nu og vi havde glædet os vildt meget til at smage på de belgiske øl især de flamske, Lambic og Gueze i en rigtig øl kælder. Så det kunne lig’ få os til at samle os sammen og tage i byen og få smagt på sagerne – Og alt levede helt op til forventningerne, øllet men også byen. Det er den fineste middelalder by jeg nogensinde har set. Det var virkelig et dejligt sted, så det gjorde ikke så meget vi lå blæst inde der et par dage. Men vi skulle jo også videre, hvis vi skulle nå til Frankrig…. Det var bare lige det med vinden – den var STADIG i snotten og blæste lidt mere end Bf 5 og det så ud til at blive ved sådan de kommende dage. Åh, det var altså lidt ubelejligt. Vi havde (nok mest mig) ikke så meget lyst til at tage ud til de bølger vi kom fra da vi kom ind i Zeebrygge. Vi kunne heldigvis lige snige os til Donkurque d. 29 juni, hvor vi også havde gensyn med admiral Aage og båden Carmencita som vi havde mødt i Amsterdam. Aage skulle også vest på men han ville gå over langs den engelske kyst istedet for den Franske fordi strømmen er mindre og det er nemmere at komme frem. Så det tænkte vi da også lød som en fremragende idé især fordi vinden ikke ville lade os komme sydvest over. Dagen efter krydsede vi den engelske kanal i 12 s/m men fra SIDEN og ikke lige i hovedet og det er jo noget heeelt helt andet sejllads. Vi fløj over med 7-8 knob – det var så fedt (lidt farligt) men Fuga gjorde det så godt. Der fik man en fornemmelse af at de var jo det, hun var bygget til og ikke motorsejllads og så vupti var vi ovre på den anden side og nu i England, Dover, hvor vi blev mødt af de 100 meter høje kalkklipper.

I dover brugte vi en dag på at fikse et par ting som var gået i stykker undervejs og en hel dag var vi oppe og gå på klipperne og se et omkring 1000 år gamle middelalder slot. Det var virkelig fedt og Lasse fik også lige afprøvet sine skills i at shoot’e måger der fløj langs klipperne.

Nu er vi som sagt i Portmouth, England. Igår morges tog vi fra Dover og sejlede hele dagen og natten hertil for motor godt nok – for der var ingen vind. Der var min første natsejlads, hvor vi skiftedes til at holde vagt og navigere med 2 timer i mellem og det var egentlig kun rigtig mørkt 4 timer. Imens kunne man se mælkevejen og lysene inde på kysten. Det gik mega godt. Så nu er vi klar til the final test – 70 mil direkte over igen på åbent hav til Frankrig under natten og skal passe på vi ikke bliver pløjet ned af kæmpe skibe der skal den anden vej. Vi tager afsted imorgen eftermiddag – kryds fingre! Vejret ser godt ud indtil videre – måske vi endda kan sejle for sejl det meste af vejen med vinden i ræv. Vi glæder os til at tage den lidt med ro, for vi er en uge foran planen og det passer perfekt nu hvor Amalie også kommer!