June 2016

Amsterdam og Den Svenske Pigebåd

Nåh, så kom vi jo til Amsterdam.

Det var en fed følelse at komme hertil for det havde alligevel udviklet sig til en konkret milepæl i vores hoveder og vi glædede os også meget til at komme ind og opleve byen. Vi havde fået anbefalet en række marinaer inden vi kom så langt, men vi havde på forhånd besluttet at prøve at få plads i Sixhaven. Den ligger nemlig meget centralt lige overfor hovedbanegården på den anden side af Het Ij – det hedder den store kanal der går gennem Amsterdam. Det er således bare en kort færgetur og så er man midt i byen! Vi var dog advaret om at der godt kunne være temmelig trangt hen på aftenen og det viste sig at holde stik. Vi kom ind samtidig med en anden dansk langturssejler, som vi lige havde mødt i slusen og vi var tilsyneladende de sidste brikker der skulle til for at det helt proppede til. Vi blev således henvist til at ligge i på tværs af en række af andre både indtil en tredje båd skulle afsted et par timer efter. For at han kunne komme ud måtte begge os danske både og en fjerde båd flytte os og efter et par omrokeringer gik kabalen pludselig op og vi havde alle en plads for natten. Det er åbenbart rutinen i denne havn og ganske fint, da der jo så bliver plads til så mange som muligt.

hdr

Sixhaven Marina lige overfor hovedbanegården i Amsterdam

Tilbage da vi sejlede på kanalerne havde vi researchet lidt for at se om det var muligt at komme ind og høre noget god musik, når vi nu var i en storby. Der var dog ikke rigtig nogle navne vi lige kendte eller som rigtig trak – vi er nok blevet for gamle tænkte vi. Efter denne erkendelse kom Pernille på at vi skulle undersøge om der var noget klassisk musik. Og mon ikke der lige var en spændende koncert bestående af Mahler’s 5. Symfoni og nogle tyske viser af en vis Rückert-Lieder! Og vi var åbenbart ikke ældre end at vi stadig fik ungdomsrabat og så var der oven i købet et gratis glas vin i pausen. Og som om det ikke var nok var musikken faktisk også rigtig god og koncertsalen meget flot. I alt altså en rigtig god aften! På gåturen gennem det famøse Red Light District blev vi så påmindet om at vi alligevel heller ikke er helt unge back-packere længere. Vi befinder os nok et sted mellem de to ekstremer: Red Light District og den kongelige koncertsal.

Til koncert i Concert Gebouw

Til koncert i Concert Gebouw

Da vi lige var ankommet og ventede på en plads i havnen var vi lige ovre og tale med den anden danske båd, som ankom samtidig med os. Mens vi talte råbte den ene af de to ejere pludselig: “Hej, Emil!” Pernille og Jeg blev noget paf og vendte os om og det viser sig så at være Emil Beha fra skibet Havana, som jo har figureret på TV2 I bedste sendetid til stor fornøjelse for vel nærmest hele Danmarks befolkning. Emil ser også ud til at være blevet lidt paf, men han siger da pænt hej og kommer over for at spørge, hvem han egentlig hilser på. Vi taler alle kort, men så skal havnepuzzlespillet løses og vi må tilbage i vores respektive både. Senere mødes vi dog igen og det ender med, at vi bliver inviteret på middag ombord sammen med resten af besætningen. I et forsøg på at takke for gæstfriheden tager vi en lille håndfuld af de diverse lækre flasker vi fik til vores afsejlingsreception med. Havana kunne dog allerede byde på øl, så der gik selvfølgelig ikke længe før vi sad i cockpittet og klogede os på verden og livet i almindelighed. Og kun lidt længere inden havnefogeden kom og bad os skrue lidt ned for charmen. Det var en rigtig hyggelig aften og virkelig dejligt at få lejlighed til at tale med nogle jævnaldrende som virkelig har været ude på eventyr. For de få læsere der ikke måtte være opdaterede fra TV, så er Havana på vej hjem fra en 3 års jordomsejling.

Skibet Havana med besætning er nu næsten tilbage fra en 3 års jordomsejling

Skibet Havana med besætning er nu næsten tilbage fra en 3 års jordomsejling

Dagen efter måtte vi selvfølgelig betale prisen for det festlige humør og gode selskab dagen før. Jeg prøvede at huske og få orden på alle de gode råd og tips, men af uransagelige årsager var noget af det der stod klarest “Den Svenske Pigebåd”. Havanas besætning (især drengene) havde med stor entusiasme fortalt, at de, adskillige gange, havde hørt et rygte om en sejlbåd, hvis besætning udelukkende består af unge, smukke, svenske piger. De havde hørt den samme historie på begge sider af Stillehavet – så den må næsten være god nok. De havde desværre ikke mødt dem, men jeg lovede at genoptage eftersøgningen.

Da vi endelig kom ud af køjen tog vi ind til Amsterdam igen for at gå en tur og få en burger. Det var faktisk meget hyggeligt bare at traske lidt rundt og kigge på kanalerne. Der er mange gamle og helt skæve købmandshuse og det er ikke svært at forestille sig, at det engang har været en travl købstad. Der er selvfølgelig  også stadig masser af trafik i kanalerne.

IMG_6544

Amsterdams kanaler er stadig tæt trafikkerede

Selvom det var rigtig hyggeligt at hænge ud I Sixhaven og også dejligt i Amsterdam, så kunne vi mærke at vi også gerne ville videre. Det er som om det bliver sværere at kaste fortøjningerne igen, jo længere man bliver hængende. Stille og roligt føles det næste stræk længere og underlige bekymringer begynder at dukke op. Men mon ikke det går over i takt med, at vi får mere erfaring. Vi besluttede altså at tage afsted tidligt næste morgen. Da vækkeuret ringede var det dog et voldsomt tordenvejr og det styrtregnede. I den varme køje var det altså let at udsætte afgangen lidt. Et par timer senere var det  stoppet med at regne og vi hoppede i sejlertøjet og kom afsted uden de store forventninger til dagens sejlads.

I løbet af dagen klarede det imidlertid op og vinden endte endda med at blive så vi kunne holde en foran for tværs det meste af vejen. Da vi nærmede os Scheveningen (lige uden for Haag) måtte vi dog betale prisen for at blive liggende i køjen, da strømmen nu var vendt og vi til sidst havde over 2 knob imod – det var lidt ‘træls’. Ind kom vi dog og med det samme var det klart at vi nu var kommet til en mere velhavende del af Nederlandene – havnepengene var lige steget 10 euro…

 

Scheveningen fra søsiden - vi er vist ved at komme til jet-set delen af Nederlandende

Scheveningen fra søsiden – vi er vist ved at komme til jet-set delen af Nederlandende

Her er dog meget rart og lige overfor marinaen ligger en hel stribe lækre restauranter og barer. Måske efterhånden ikke til den store overraskelse havnede vi på en belgisk ølbar “Rootz”, hvor man også kunne få lidt lækkert at spise til.

Pernille på kajen i marinaen i Scheveningen

Pernille på kajen i marinaen i Scheveningen

I dag har vi været en tur inde og kigge på Haag, som ligger lidt længere inde i landet. I praksis er de to byer dog nærmest groet sammen. Det er en rigtig flot by, men vejret var ikke så godt og jeg fik ikke rigtig taget nogle billeder, så dem må i Google i stedet. Aftenen er gået med at tilberede vores hidtil bedste Daal (Indisk ret med linser og kartofler) og planlægge morgendagens sejlads. Vi siger nu farvel til Holland efter 3 uger og sætter kursen mod Belgien. Det har virkelig været en dejlig tid og vi talte om, at hvis nu dette bare havde været en normal sommerferie, ville det havde været en rigtig god én! Nu glæder vi os dog også til at se, hvad de næste uger i Belgien og Normandiet har at byde på.

– Lasse

Udstødningsalbue og Rijkswaterstaat

Vi er hverken gået i hi eller på anden vis forsvundet fra jordens overflade – vi har dog været et par dage på ’pensionat’ hos min (Lasse) farmor i Holland. Det var egentlig først planen med familiebesøg, når vi var kommet til Groningen, men så langt er vi desværre ikke kommet endnu…

IMG_6336

Pernille justerer fortøjning i slusen.

Vi tager ellers afsted fra Delfzijl mod Groningen af Eemskanalen torsdag eftermiddag. Der er kun ca. 26 km (på kanalerne bruger man kilometer og ikke sømil) fra Delfzijl til Groningen, så vi skal bare lige en 3 timers smuttur for motor. Vi kommer godt fra lystbådehavnen og i gennem slusen og skyder en god fart i det nu strømløse vand i Eemskanalen.

Kanalen er kunstig og vandoverfladen ligger højere end det omkringliggende land så vi kiggr nærmest ned på de flotte huse vi sejler forbi. Der er mange broer, men de åbner for både lystbåde og de mange pramlignende skibe, der også sejler på kanalen.

Kanalen ligger over de omkringliggende huse

Kanalen ligger over de omkringliggende huse

Vi når godt i gennem to broer inden Pernille opdager, at der (igen!) har samlet sig en god sjat vand under dørkpladen ved trappen! Jeg må ned og kigge og får hurtigt konstateret at vandet sprøjter ud fra en slange og at det faktisk går temmelig stærkt denne gang. Motoren ryger i neutral og vi går tæt bredden og jeg skynder mig at klargøre og smide hækankeret. Det dur dog ikke med for langt ankertov for så ender vi alligevel midt i kanalen, da vinden står på tværs. Ankeret vil ikke rigtig tage fat – det holder kort tid, men til sidst driver vi over på den modsatte bred, hvor vi får gjort fast så godt som muligt i sivene. Kanalen er heldigvis dyb nok og vi rører kun lige lidt mudder.

Nu er der nogenlunde ro på, så jeg hopper ned og kigger nærmere på motoren. Det viser sig at være slangen der leder søvandet fra kølesystemet ind i udstødningsalbuen (hedder den sådan på dansk?), der sidder helt løs. Jeg piller slangen af og forventer egentlig bare at der eventuelt lige skal bankes noget kalk løs og så bare stramme spændebåndet ordentligt igen. Det viser sig dog at hele studsen på udstødningsalbuen er tæret væk! Jeg prøver længe at få sat slangen blot nogenlunde fast igen. Jeg prøver med andre spændebånd, jeg prøver med sejlgarn og endda den famøse gaffa-tape. Der er dog intet der holder. Trykket er for stort og studsen er nu så kort at man ikke kan få spændt slangen om. Den smutter bare af. Vi må prøve noget andet. Jeg kalder slusen i Delfzijl op på VHF’en og hører om, hvis det bliver nødvendigt, det er muligt at blive slæbt. Vi får dog besked på at det er ikke noget man ser på med milde øjne og hvis jeg insisterer vil det i hvert fald blive meget dyrt! Det var nu også mest tænkt som en backup, men den skal vi jo nok ikke regne med, så vi må sætte hovederne i blød. Den først idé er at bruge gummibåden og påhængsmotoren til at få os bugseret tilbage. Pernille finder gummibåden frem og vi får den pustet op. Jeg forsøger at få startet Johnson (påhængsmotoren), men han er ikke til få liv i. Det var mere eller mindre forventet. Et service har stået som et af de øverste punkter på to-do listen den sidste uges tid… Nåh, men det er jo ikke en motorbåd – så vi må vel bare få kludene op! Det er dog som udgangspunkt ikke tilladt at bruge sejl alene i kanalerne – så jeg ringer op og spørger om det går an. Slusemanden siger at det går nok i en nødsituation. Nu ligger vi jo bare på den læ side af kanalen og kan altså ikke komme væk for sejl alene. Jeg kravler altså i gummibåden med fire sammenbundne trosser og ror mod den anden bred. Vel ovre kan vi trække Fuga over og holde hende i vindøjet så vi kan sætte forsejlet og har plads til at drive af og få lidt fart i båden. Det går sådan set også fint nok og vi kommer lidt afsted. På nuværende tidspunkt er det ved at blive mørkt og vores første prioritet er bare at komme af vejen for alle de flodskibe, der kommer forbi med korte mellemrum. Efter en halv times tid dør vinden dog også ud og vi kommer ikke rigtig nogen vejne. Der er et par kilometer endnu til et sted vi regner med at kunne fortøjre for natten, så med den sidste fart i båden sejler vi mod muren af siv på bredden for at slæbe båden fra land det sidste stykke.

I samme øjeblik dukker der imidlertid et andet officielt udseende skib op og kommer langsomt nærmere. Et par uniformerede herrer spørger om vi har problemer? Det må vi jo nok tilstå at vi har efterhånden og jeg prøver at få forklaret problemet så det ikke fremgår alt for tydeligt, hvor stor en klovn jeg er.

Rijskwaterstaat slæber os tilbage til Delfzijl.

Rijskwaterstaat slæber os tilbage til Delfzijl.

Det ser ud til at virke for de tilbyder i hvert fald at slæbe os tilbage til Dejlfzijl, hvor vi kan få fat i en mekaniker. Vi takker ja! De får en trosse over og snart går det tilbage af kanalen med 6 knob. På vejen tilbage er det en blanding af lettelse, mild irritation over ikke at have tjekket motoren ordentligt og en let nervøsitet over hvad denne lille tjeneste skal koste. Vi havde jo på forhånd fået at vide at det ville blive meget dyrt at blive slæbt!

Vi stryger tilbage gennem begge broer og til sidst bliver vi afleveret i en havn lige inden for slusen. Vi får hurtigt fortøjret og de to uniformerede herrer kommer i land og hjælper til. De fortæller at her kan vi ligge til i morgen og ellers at mekanikeren er dén vej og så er de ellers på vej igen. Vi prøver med en flaske vin som tak, men den vil de ikke have. Det er jo deres job, som de siger. Kort efter står vi alene i cockpittet temmelig lettede over alle de penge vi har ’sparet’ – de får dog hurtigt ben at gå på dagen efter…

Næste morgen er vi noget baldrede i hoveder og kroppe. Vi har jo på intet tidspunkt været i réel fare eller noget, men det har alligevel sat lidt spor. Vi tager ind til den samme mekaniker, som vi var hos dagen før for at købe zinkanoder. Det var jo tydeligvis for sent, at den blev skiftet. Jeg har ellers haft anoden ude ved slutningen af sidste sæson, hvor den så okay ud, men der rensede jeg den heller ikke med stålbørsten. Jeg tror altså nu at den har været nærmest helt porøs og i virkeligheden ikke har virket længere… Så lærte man også det! Vi hører om de kan hjælpe os og han tilbyder at ringe og bestille en ny. Det takker vi ja til og jeg begynder så småt at forberede mig på chokket over hvad sådan én kan koste. Meen, det er jo bare en simpel kanal i støbt aluminium, den kan vel ikke koste alverden. Og hvis man så lægger godt med ‘dum-bådejer-avance’ og fragt oveni, så havner vi vel på et par hundrede euro. Men, nææh nej! 370 Euro koster den – det er dog inklusiv fragt og en ny pakning… Bah – det er sure penge, der formentlig kunne have været sparet, hvis jeg havde checket zinkanoden ordentligt, men sådan er dét. Det er der taget højde for i budgettet, når bare det ikke er alt for ofte. Mekanikeren bestiller den nye udstødningsalbue, men eftersom det er fredag kan vi først have den tirsdag – måske mandag. Så er det jo heldigt at vi trods alt stadig er tæt på, hvor meget af min hollandske familie bor og ikke mindst min Bepe (frisisk for bedstemor), som helt sikkert vil elske at huse og fodre os henover weekenden! Vi ringer og klager vores nød og hun kommer og henter os et par timer senere.

Den tærrede slangetuds på udstødningsalbuen

Den tærrede slangetuds på udstødningsalbuen

Nu er vi tilbage i båden efter at have været på besøg hos min Bepe de sidste par dage. Vi har nydt at sove i en rigtig seng og dovne på sofaen og også været på cykeltur i det omkringliggende naturreservat og til barbecue hos min faster. De bor i en lille landsby med en flot hollandsk mølle og en storkerede. Vi så storken mange gange. Ikke noget særligt syn for en hollænder i denne del af landet, men lidt specielt for os Købehavnere. Det er godt nok en stor fugl!

Storken i Rodewolde, Groningen

Storken i Rodewolde, Groningen

Det var rigtig dejligt at blive forkælet og opvartet nogle dage, men også rart at være tilbage i båden, som så småt begynder at føles som hjemme. Det blev desværre ikke i dag (mandag) at den nye udstødningsalbue kom, men vi håber på i morgen og at vi så snart kan komme videre på vores tur!

  • Lasse

Morgenstund har guld i mund

Jeg var godt nok lidt nervøs for at komme ud af Cuxhaven tirsdag morgen. Efter at vi måtte gå ind i Cuxhaven fordi det blæste lidt for meget sidst vi prøvede at komme ud til Helgoland, og når det nu også var første gang vi skulle medregne tidevand og strøm med i vores sejlplan og tænk hvis det skulle blæse op var der ikke nogen havn på vejen man lige kunne nødlande i. Jeg fik overhovedet ikke sovet inden vi skulle op kl 04 om morgenen fordi jeg lå og tænkte på alle de ting der kunne gå galt. Mit hovede gør nok alting meget mere dramatisk end hvad det realt er, men der arbejdes på at få kontrol over panikken og det bliver lidt bedre dag for dag.
Da vi endelig smed fortøjningerne var det stadig halvmørkt og der lå en tyk tåge, så man ikke kunne se mere end 10 meter frem for sig. Udenfor Cuxhaven ligger der et meget snævert udløb med en tæt trafik af store container og tankskibe som sejler frem og tilbage mellem Elben og Nordsøen, så vi skulle holde os helt tæt på renden til udløbet for ikke at gå på grund i det lave vand på den forkerte side og samtidig heller ikke blive pløjet ned af en tanker. Hold op, hvor var vi glade for at have en GPS med AIS, så vi kunne se alle skibene selvom vi var helt blinde i tågen! Efter en times tid forsvandt al tåge og solen lavede det smukkeste lys på himlen og alting var helt stille og man glemte ligesom alt det man havde været så nervøs for.

Kl. 05 tidlig morgen i tyskebugt

Kl. 05 tidlig morgen i tyskebugt

Den dag sejlede vi 17 timer omkring 100 sømil. Det var den bedste tur, vinden tiltog lidt og vi kunne rigtig sætte sejlene og sejle 7-8 knob med udsigt til de tyske vadehavs øer hele vejen til øen Borkum.

Undervejs fik vi dog os noget af et chok: der var vand på dørken!!!!! Shit, var der nu stadig huld i Fuga efter vi have haft hende på værftet i vinters. Hvor kom det vand fra?!?! Så Lasse måtte igen igang med at kigge i alle hjørner, skabe, under vasken og under motoren.. Åååh heldigvis kom det inde fra motoren og ikke ved agten af kølen som vi tidligere havde set. Det skulle senere hen vise sig at være zink anode på motoren som ikke var tæt længere efter vi havde haft den af og på i Cuxhaven… Det var vist iøvrigt på tide at den blev skiftet…

Brugt zink anode til venstre vs. en ny til højre

Brugt zink anode til venstre vs. den nye til højre

Idag skal vi ind i Hollands kanaler, hvor første stop er Lasses farmor som bor i Groningen. Og derefter Amsterdam – Glæder mig for vildt!

En dag ad gangen!

Sikke et projekt vi har rodet os ud i. Vi er kommet hele vejen tværs igennem lille Danmark, over Kiel bugt og igennem en 60 km lang kanal  som skærer foden af Jylland midt over og nu lige kommet ud i det “rigtige” hav. Siden vi tog fra KBH har vi bare haft en drømme start, man kunne ikke have bedt om bedre forhold: vinden lige i røven hele vejen. Kiel var den fineste fineste lille tyske by hvor vi desværre kun havde en enkelt nat, før vi skulle igennem kanalen. Billeder må vente til vi har lidt mere juice på internet kontoen. Da vi var nået ved vejs ende af kanalen kom vi ind i Brunsbutel, det var noget af et skift der skete, fra at have været noget taget ud af Krøniken skiftede omgivelserne sig ud med større kraftværk, store container/tank skibe parkerings områder med kraner, aflagte tomme containers lå randomly og rustede mellem cylinder formede industribygninger. Der var heller ingen mennesker så alt lå bare stille på det tidspunkt af aftenen. Ikke en by at recommente, medmindre man er fan af container skibe – de sejlede igennem hvert 15 minut.

Nåh, vi kunne jo heller ikke blive ved med at være så usvigelig heldige… I eftermiddags tog vi fra Brunsbutel og planen var at tage hele vejen til Helgoland med ankomst kl 02 om natten.. Da vi blev lukket ud af slusen til Elben var der en let modvind og vi havde 2 knob medstrøm meget af tiden, men da vi nærmede os Cuxhaven var der diesel på hele dørken. Vores dieseltank leakede nu efter vi havde fyldt den helt op da vi gik ud tidligere og samtidig skulle vi gå så højt i vinden mens bølgerne slog ind over stævnen. Og for det ikke lige skulle være nok røg flag faldet, da sejlet blev trukket hen over linen, og så fløj det i en 90 graders vinkel til masten… Det var liiiige action nok, så vi tog en hurtigt beslutning at det nok ikke blev Helgoland på denne leg!

Nu bliver vi her imorgen for at lave nogle reparationer, tørret 5 liters diesel op og vasket alt ned og så må vi lige hører de lokale hvordan de kommer videre vest på (vi var åbenbart ikke de eneste der fik den ide at gå ind for natten her… Tyk tåge kom en time efter vi var gået i havn).

Ellers har vi det godt – vi er de største nybegyndere i det her show og vi er vel oppe på 4-5. gang hvor vi har spurgt os selv hvad H%#/€%”de vi har kastet os ud i…. Men: En dag ad gangen, små skridt – vi bliver helt sikkert kun bedre!